Dig+Teater

Oplevelser som dig og jer

Gode oplevelser

Oplev

Læs alt
om
sæson 2018/19

Baggrunds-materiale

Start oplevelsen i Teatercaféen

Læs mere her

Me too, Nora!

Af Jens Christian Lauenstein Led, Chefdramaturg på Aalborg Teater samt Stine Thidemann Faber, Lektor i kønssociologi på Aalborg Universitet. Teksten er også bragt som kronik i Nordjyske 4. marts 2019.

I år kan Henrik Ibsens berømte stykke Et dukkehjem fejre 140 års fødselsdag. Da værket om ægteparret Torvald og Nora Helmer første gang blev uropført i København i 1879 vakte det voldsom postyr og debat pga. stykkets chokerende slutning, hvor Nora forlader sin mand og sine børn. Det var mere end datiden kunne kapere, og teksten vækker fortsat så megen genklang, at den opføres på teatre på hele kloden året rundt. Ibsen sætter med ”Et Dukkehjem” spørgsmålstegn ved relationerne mellem kønnene; rollefordelingen i ægteskabet samt kvinders uligestilling på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt. Dermed fortæller teksten både noget om, hvor vores opfattelse af disse emner bl.a. kommer fra, samtidig med at den tilbyder sig som et prisme, hvori vores fortsatte diskussioner om de emner kan reflekteres. Vi vil i det følgende udfolde, hvordan ligestillingsdebatten begynder og kan fortsættes i Ibsens og Noras selskab.

Fortællingen om Nora og Helmer tager som altid hos Ibsen sin begyndelse i fortiden. Det unge par var nogle år før stykket begynder i visse vanskeligheder. Torvald, som er advokat, havde mistet sin stilling ved et ministerium, og efter en krævende periode som selvstændig advokat blev han alvorligt syg. Lægerne anbefalede et længere ophold i syden. Nora var på det tidspunkt højgradvid med parrets tredje barn og hendes far lå for døden, men alligevel trådte hun handlekraftigt til. Uden Torvalds vidende, og ved at forfalske sin netop afdøde fars underskrift, lånte hun således en mindre formue, som parret sammen med børnene levede af på Capri i Italien i næsten et år. Der, hvor stykket tager sin begyndelse, er Torvald tilbage i fuld vigør, og han er endda netop blev udnævnt som ny direktør i en større bank. Samtidig afpresses Nora nu af ham, som hun i sin tid lånte penge af, fordi skæbnen vil, at han står til at miste sit job i den bank, som Torvald skal blive direktør for. Nora regner imidlertid med, at Torvald nok skal komme hende til undsætning, når han forstår, at hun med sin dokumentforfalskende handling reddede hans liv. Men nej. Konfronteret med sandheden og afpresningen tænker Torvald kun på sig selv. Og da afpresseren trækker truslerne tilbage, udbryder han: ”Jeg er frelst!”. Fraværet af et ”vi” og hele Torvalds ageren, får Nora til at indse, at han ikke elsker hende højere end sin ære. Det går op for hende, hvor hult deres ægteskab har været, og hun vælger at forlade ham.

Da Ibsen med ”Et dukkehjem” talte kvindernes sag, var han på mange måder forud for sin tid. Kritikken var på dette tidspunkt da også både aktuel og berettiget. 1800-tallets europæiske kvinder havde unægtelig en ufri samfundsmæssig position. Dette gjaldt både i ægteskabet, hvor kvinderne var underordnet manden, og i sociale og juridiske sammenhænge mere generelt. Blandt andet havde kvinder dengang ikke samme ret som mænd til uddannelse og arbejdsliv. I udgangspunktet havde Ibsen ellers ikke haft meget tilovers for kvindefrigørelsens idé. Men hans kone, Susanne Ibsen, blev dybt engageret i sagen efter læsningen af den engelske filosof John Stuart Mills værk ”Kvindens underkuelse” fra 1869, og det lykkedes hende at få Ibsen til også at læse den. Stuart Mills var en af de første der lod kvinders uligestilling danne grundlag for en videnskabelig publikation. Dette var ellers atypisk for datiden. Andre relevante samfundstænkere i den periode var også Karl Marx og Max Weber. Disse to videnskabsmænd var nidkært optaget af at studere samfundsmæssige uligheder, men begge undlod at tematisere køn. Det var først

senere, i begyndelsen af 1950’erne, at Talcott Parsons introducerede begrebet kønsroller, og igen fik sat køn på den videnskabelige dagsorden. Via rollebegrebet fik Parsons illustreret, hvordan vi som mennesker formes af rolleforventninger og -normer. Han introducerede samtidig ideen om, at de traditionelle kønsroller ikke kun var biologisk bestemte, men også socialt formede, og dermed åbnede han for, at (køns)rolleforventningerne og -normerne var noget, der kunne ændres.

I Ibsens samtid blev kvinders frigørelse ellers oftere behandlet i skønlitteraturen fremfor i den videnskabelige produktion. Flere af værkerne fra dengang bygger således på stærke kvindelige hovedpersoner, der vrister sig fri af ægteskabet. Budskabet stod klart: Det var ikke længere forventeligt, at et ægteskab kun skulle indgås af økonomiske, materielle grunde og for den pæne facades skyld; relationen mellem kønnene skulle i ægteskabet bygge på kærlighed, gensidig forståelse og respekt. Således var budskabet i ”Et dukkehjem” da også, at kvinder skulle have ret til og mulighed for at udfolde deres egne, selvstændige liv og behov. Netop Ibsens dukkemetafor udtrykker meget præcist, at Nora som hustru og moder i overvejende grad blev defineret i forhold til andre (manden og børnene), og at hun blot var et objekt for Thorvalds forestillinger om den ideelle hustru og moder. Som nyudnævnt bankdirektør er Thorvald optaget af både, hvilke signaler ægteskabet, og hans hustrus adfærd, signalerer til omverdenen. Den underlæggende fortælling i stykket er således også de kulturelle koder i overklassen, hvor der trækkes på metaforen om kvinder som (unyttige) pyntegenstande.

Udover relationerne mellem kønnene samt rollefordelingen i ægteskabet, er også kvindens rolle som moder et centralt tema i ”Et dukkehjem”. I en erkendelse af, at hverken hendes mand eller omgivelserne tilkender hende en fri vilje og et intellekt, frigør Nora sig i sidste akt fra de snærende bånd og forlader mand, børn, ægteskab. Dette særlige tvist i Ibsens stykke satte for alvor sindene i kog. Netop Noras moderidentitet lænker hende til en piedestal i Thorvalds og samfundets øjne i en samtid, hvor der sås en næsten overdreven tilbedelse af moderskabet. Synet var, at kvinden havde en særlig omsorgsfuld og opofrende rolle at udfylde i hjemmet: De var ’agents of the state’, når det kom til at sikre hygiejne, opretholdelse af den samfundsmæssige orden og den rette moralindstilling. Samtidig får Ibsen på indirekte vis også beskrevet faderskabet, ved at portrættere Thorvald som følelsesmæssigt fraværende og usikker i relationen til børnene.

1800-tallets kønsproblematikker kan ganske vist synes forældede, ikke mindst i et samfund som det danske, hvor der i mange år har hersket en udbredt opfattelse af, at ligestilling mellem kønnene er noget, vi har opnået. Trods denne udbredte opfattelse, illustrerer statistiske opgørelser på området ikke desto mindre, at der stadig findes væsentlige forskelle mellem kønnene, fx relateret til arbejdsmarkedet, hvor uligeløn fortsat eksisterer, og hvor vi ser overraskende stabile kønsforskelle, hvad angår valg af uddannelse og arbejdsliv, samt en skæv kønsfordeling på ledelsesgangene. Og selvom vi i nyere tid lever med en mere ligelig fordeling af arbejdsopgaverne i hjemmet og et andet syn på familien og dens behov, er der væsentlige kønsforskelle også i den private sfære; bl.a. afholder flertallet af danske mænd fortsat en kort barselsorlov, også kortere end mænd i de andre nordiske lande. Forskningen viser da også, at mænd ofte bliver sorteper i forhandlingerne om orlovsfordelingen, fordi kvinder fortsat anses for at være de bedst egnede til at tage vare på familien/børnene. Disse forskelle bliver ekstra vanskelige at få tematiseret, når den gængse opfattelse er, at kønsuligheden slet ikke eksisterer

mere. Man kan sige, at den forøgede bevidsthed og viden om kønsforskelle besynderligt nok ikke lader til at nytte noget. I den forstand adskiller Noras situation sig ikke så meget fra nutidskvindens: Begge befinder sig i en ulighedskultur, og begge har store vanskeligheder med at komme til orde, når de forsøger at italesætte selvsamme ulighed.

Foranlediget af den bevægelse, der opstod i efteråret 2017 under hashtagget “metoo” er der skabt en fornyet debat. Den brede identifikation, der i mange lande opstod i kølvandet på bevægelsen, har i den grad formået at ryste op i forestillingerne om og forventningerne til mænd og kvinder. Konsekvenserne af #metoo og den måde, hvorpå mobiliseringen i nogle tilfælde har ført til ændringer både i politik og praksis varierer fra land til land, men eksemplet viser, at digitale og sociale medier i dag udgør en central ramme i (re)definitionen af nutidens kønsnormer. Dette er selvsagt en helt ny drejning i forhold til Ibsens samtid. Selve temaerne som diskuteres – kønsrelationer, kønsulighed, parforhold, samliv, seksualitet, interaktion, forestillingerne om hvad henholdsvis en mand og en kvinde bør/kan/må! – er dog lige så komplekse og lige så relevante, som de var på Ibsens tid.

I anledningen af 140 års jubilæet for ”Et dukkehjem” giver Aalborg Teater et bud på stykkets moderne fortolkning. Stykket spiller på store scene fra 9. marts til 2. april.