Et juleeventyr

2024 slutter som i et juleeventyr for Aalborg Teater. For første gang i fem år kan man melde udsolgt på årets store juleforestilling, og publikums opbakning rækker langt ind i 2025, hvor salget allerede nu viser positive takter.

Når publikum har sunget med på den sidste fællessang i Det magiske tivoliteater lillejuleaften, markerer det både afslutningen på en historisk succesfuld familieforestilling, der har solgt over 10.000 billetter, men også afslutningen på et år, hvor teaterlykken er vendt for Aalborg Teater. Man har ikke kun nået målet for solgte billetter i første halvdel af sæson 2024/2025 men  salget for anden halvdel af sæsonen  ser også positivt ud allerede.

Ny ledelse: “Teater er en holdsport”

I starten af 2024 satte et nyt direktørhold sig i spidsen for Aalborg Teater, og både kunstnerisk direktør Kjersti Hustvedt og direktør Claus Nørgaard Poulsen  er begejstrede over, at nordjyderne har vist teateret så stor tillid. “Et teater er kun så stærkt som sin opbakning fra publikum”, siger Kjersti Hustvedt. “Vi har arbejdet hårdt for, at det skal være en særlig oplevelse at komme i Aalborg Teater – både som voksen og som barn – og vi er meget glade for, at det arbejde har båret frugt allerede”. 

Claus Nørgaard Poulsen er enig og understreger, at teater er en udpræget holdsport, der kun går godt, hvis alle arbejder for samme mål. “Når en forestilling som Det magiske tivoliteater bliver udsolgt, så er det resultatet af et helt holds indsats, der går op i en højere enhed”, siger han.  “Det har netop været vores fokus at skabe de bedste betingelser for at alle kunne løbe i samme retning, og at både skuespillere, scenografer, instruktører, teknikere, marketing og medarbejderne i billetsalget kunne mærke, at de var del af et større projekt. På alle medarbejderes vegne er vi meget stolte af, at det er lykkedes så flot”

Høje ambitioner for 2025

De to direktører hviler dog ikke på laurbærrene. Der er også høje ambitioner for 2025, hvor stort anlagte forestillinger som “Pippi Langstrømpe” og ”Flextrafik og slagtesvin”, “Meter i sekundet” og “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, allerede har godt gang i billetsalget. Kjersti Hustvedt siger: “2024 har vist os, at det nordjyske publikum har stor alsidighed. De kvitterer både for vores kunstneriske ambitioner når vi laver forestillinger som Jon Fosses ‘Drøm om efteråret’, der har været en bragende anmelder- og publikumssucces, men de er også begejstrede for de brede familieforestillinger. Det er et rigtig godt udgangspunkt, og vi ser frem til både at udfordre, røre og underholde vores publikum i 2025”.