TeaterAnmelderiet

Et nationalt samarbejde om unge stemmer i teatret

Aalborg Teater er stolte af at være en del af det landsdækkende projekt TeaterAnmelderiet – et samarbejde mellem Aarhus Teater Læring (ATL), Odense Teater og Aalborg Teater, som i sæson 2025/26 giver hundredevis af unge på ungdomsuddannelserne mulighed for at anmelde teater – og blive hørt.

TeaterAnmelderiet er en konkurrence og et undervisningsforløb, hvor elever fra gymnasier, HF, EUD, EUX og VUC skal dyste i ”kunsten at anmelde” på flere platforme. Projektet henvender sig til danskundervisere og elever på ungdomsuddannelserne.

TeaterAnmelderiet som undervisningsforløb

Er du dansklærer på en ungdomsuddannelse kan du melde dig og din klasse til TeaterAnmelderiet.

Eleverne får indsigt i scenekunsten, skriver anmeldelser og eksperimenterer med formidlingsværktøjer på forskellige digitale platforme. Og ikke mindst deltager de i kulturdebatten med en journalistisk, personlig og faglig stemme! Forhåbentlig får de også lyst til at udforske teatret endnu mere.

De elever, der bedst formår at anmelde (vurdere, perspektivere og diskutere) Amadeus, vinder teateranmelderprisen, når finalen løber af stablen på Aalborg Teater. 

Herudover kan alle være med til at stemme på Publikumsprisen via ISCENE.dk. Vinderne belønnes med teaterbilletter til hele holdet.

Vi vil med materialet give eleverne og deres lærer nogle redskaber til at arbejde med teaterkritik – og husk, at så længe anmeldelsen er en personlig, faglig og vurderende refleksion over et værk, så er det kun fantasien, der sætter grænser.

Vi belønner vinderne med fribilletter til en af vores egne forestillinger. Eleverne vælger selv hvilken. 

Afstemning til Publikumsprisen samt offentliggørelse af de nominerede finder sted på iscene.dk 

I TeaterAnmelderiet dyster eleverne i at anmelde teater på flere platforme – som en del af danskfaget. Her finder du tre undervisningsvideoer med baggrundsstof og fifs til teateranmeldelser i det klassiske og det nye format. Videoerne henvender sig primært til elever i ungdomsuddannelserne og deres lærere. 

Sådan er det at deltage i Teateranmelderiet

Vigtige datoer:

18. august 2026

Lærerkursus

4. september – 3. oktober 2026

Spilleperiode for Erasmus Montanus.
Relevant for dansklærer og elever i ungdomsuddannelserne

November 2026

Finaleshow

Tilmeld dig og dine elever til TeaterAnmelderiet

Det koster 500 kr. pr. klasse. I prisen indgår lærerkursus 18. august inkl. spisning samt adgang til at deltage i TeaterAnmelderiet for dig og din klasse.

Undervisningsmateriale og lærerkursus er særligt udformet til TeaterAnmelderiet. Begge dele giver redskaber til at arbejde med teaterkritik og kulturjournalistik.

Der skal herudover købes billetter til forestillingen (120 kr pr. billet) til Erasmus Montanus.

Teateranmelderiet (#48)

Vinderne af TeaterAnmelderiet 2026 på Aalborg Teater

Så er vinderne fundet. Det skete tirsdag d. 5. maj ved et festligt finale arrangement i bedste Reumert-stil på Aalborg Teater, hvor TeaterAnmelderiets fagjury motiverede og kårede vinderne i de forskellige kategorier.

Næsten 200 elever fra nordjyske ungdomsuddannelser har tidligere på året siddet med pen og papir på Aalborg Teater til forestillingen “Amadeus” af Peter Shaffer.

Flot anmeldelse med et levende sprog

Prisen for bedste klassiske format gik til Liva Christiansen og Severin Alling, fra Thisted Gymnasium for deres anmeldelse ”Salieris sidste tur”.

Anmeldelsen lykkedes med et levende sprog, der gør teateroplevelsen nærværende og fastholder læserens interesse. Analysen er nuanceret, især i koblingen til præstationskultur og utilstrækkelighed. Vurderingen står knivskarpt, og så slutter anmeldelsen stærkt ved at give læseren noget at tænke over. 

som juryen skrev i begrundelsen

Prisen for bedste nye format

Årets nye format, er en genre, som giver plads til formeksperimenter og leg, dog skal anmeldelsens grundprincipper integreres i formater.

Prisen gik til Alberte Møller Jakobsen, Lea Katrine Holm Brøner og Marie Lund Thomsen fra Støvring Gymnasium for sin kreative “Rejseguide til Amadeus”, som juryen begrundede med: ”En anmeldelse, der inviterer os med på en rejse – ikke bare gennem en forestilling, men ind i et univers. Med rejseguidens greb bliver fortællingen let at følge, levende at opleve og lige til at gå til. Her er tænkt i formidling, overblik og publikum. Vi føres til Wien, til musikken, til magten og mennesket bag – og som enhver god rejseguide efterlades vi lidt klogere og lidt mere nysgerrige. Med inddragelsen af “tidligere rejsendes oplevelser” opstår en stemme i øjenhøjde, fra publikum til publikum. En enkel, veludført og kreativ form, der gør komplekst stof lettilgængeligt”.

Tekst, der skaber levende billeder giver årets bedste detalje

Udover priserne til de to formater, gives der en pris for Årets detalje. En pris, som ønsker at anerkende detaljen.

I år gik prisen til Lærke B. Jørgensen, Karen K. Sørensen, Martine S. Gade og Agnes B. Sørensen, fra Thisted Gymnasium, der vandt for deres evne til at beskrive, så læseren bringes helt ind på scenen. Juryen begrundede: ”Nomineret for en detalje, der bringer læseren helt ind på scenen. Med stærk sans for stemning, rytme, dynamik og rum skaber teksten levende billeder, hvor grænsen mellem scene og sal opløses. Man mærker teatret og oplever scenen, mens den skrives frem. Vi mærker blikkene, stilheden og spændingen – og oplever, hvordan teatret opstår lige dér, foran os”.

Publikumspris

I år fik den klassiske Publikumspris hele to vindere, da de i et tæt opløb endte med at få det samme antal stemmer. Prisen i år gik derfor til:

”Salieris sidste tur” af Liva Christiansen og Severin Alling, Thisted Gymnasium 

”Når kunsten træder ned fra scenen, og genialiteten slår tilbage” af Emilie Hundahl, Hali Bago, Julie Kragh og Julie Prior, Thisted Gymnasium 

Vinderen i det nye format vandt overbevisende Publikumsprisen i år. Den gik til:

Rejseguide til Amadeus” af Alberte Møller Jakobsen, Lea Katrine Holm Brøner og Marie Lund Thomsen, Støvring Gymnasium 

Årets jury

Camilla Stagsted Pade (gymnasielærer og koordinator TeaterAnmelderiet, Aarhus Teater)

Jo Carlsen (adjunkt DMJX)

Anna Bruus Christensen (skuespiller, Aalborg Teater)

Anna Ottosen (Salg og Marketing, Aalborg Teater)

Rie Hammer (chefredaktør ISCENE)

Mette Kiel Jensen (Kommunikationschef, Aalborg Teater)

Karin Trine Pedersen (Journalist og Anmelder)

Bettina Christensen (Salgs- og partnerskabschef og koordinator TeaterAnmelderiet, Aalborg Teater)

Teateranmelderiet er realiseret sammen med Aarhus Teater, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, iscene.dk og Dansklærerforeningen / stx, hf, htx, hhx, eux og eud. Projektet er landsdækkende og afholdt tidligere i år på både Aarhus Teater og Odense Teater.

Få mere teater for pengene

Køb billetter inden 1. september 2026 til minimum 3 forestillinger og få 30 % rabat pr. billet. Herefter får du 20 % rabat resten af sæsonen.

✓ Du vælger selv forestillingerne
✓ Gælder egenproducerede forestillinger
✓ Perfekt til dig, der ser 3–5 forestillinger om året

Kort sagt, jo mere teater du vælger – jo mere sparer du

Få mere teater for pengene

Køb billetter inden 1. september 2026 til minimum 3 forestillinger og få 30 % rabat pr. billet. Herefter får du 20 % rabat resten af sæsonen.


Kort sagt, jo mere teater du vælger – jo mere sparer du