Nøgenhed og samtaler om perfekthedskultur
Onsdag d. 5. februar åbnede Aalborg Teater dørene til et unikt arrangement: Pærfekt, Gin & Croquis. Her blev perfekthedskulturen sat under lup gennem en blanding af kunstnerisk udfoldelse og reflekterende samtaler.
Arrangementet var en stor succes og understregede teatrets rolle som mere end blot en scene for forestillinger, men som et kulturhus, der skaber debat og spejler samfundet.
Teaterdirektør Kjersti Hustvedt var glad for at åbne dørene for Pærfekt: ”Arrangementet er et godt eksempel på, hvordan teatret kan bruges som et rum til at tale om store spørgsmål på en inkluderende og kreativ måde.”
Ungdomsuddannelser på Aalborg Teater
Ud over Pærfekt, Gin & Croquis bød dagen også på to croquis-arrangementer – uden gin – for unge fra forskellige ungdomsuddannelser i Nordjylland.
Det var opløftende at se de unge mennesker først reagere med overraskelse og forlegenhed over de nøgne kroppe, for derefter at glemme deres usikkerhed og frit tegne og deltage i debatten.
Aalborg Teater har en ambition om at engagere nye og yngre publikumsgrupper gennem arrangementer, der er relevante, aktuelle og samfundsdebatterende. Pærfekt, Gin & Croquis er et lysende eksempel på, hvordan teater kan være med til at skabe vigtige samtaler, der rækker ud over scenens rammer.
Stifter af Pærfekt – og ansat på Aalborg Teater
Salgs- og marketingchef på Aalborg Teater Jacob Bartholin, var i sin tid en af medstifterne af Pærfekt-brandet i Muskelsvindfonden, derfor var det en særlig fornøjelse for ham at se arrangementet udfolde sig på teatret:
“Teater handler om mennesker og følelser. Når vi sætter forestillinger op, spejler vi livets store spørgsmål. Vi vil gerne invitere til at tænke over, hvad skønhed er, og hvad det vil sige at være ‘Pærfekt’. Eventet er en kunstnerisk og humoristisk måde at tage en vigtig samtale om kropsidealer.”
Og for Jacob, er der ingen tvivl om, hvad han håber gæsterne har taget med fra aftenen:
”Vi håber, at de går herfra med en følelse af, at de er gode nok, præcis som de er”.
Arrangementet er lavet i samarbejde med Muskelsvindfonden.

