NÅR BUSSEN IKKE KØRER LÆNGERE
Af Jens Christian Lauenstein Led
Bag om forestillingen
Aftenens forestilling er det seneste værk i en længere række af samarbejder mellem teatret og en gruppe af scenekunstnere. Dramatiker Henrik Szklany, instruktør Martin Nyborg og scenograf Laura Rasmussen har alletre mange forestillinger på teatret bag sig, og sammen har trioen også skabt Aalborg Teaters store trilogi om Anita. De tre har nu sammen begivet sig ud i en helt ny fortælling – ikke længere rundt om fibromyalgi-ramte Anita, men rundt om svineavleren Mike. Og selvom Szklany nok har flyttet sin fortælling en socialklasse op, så er omdrejningspunktet stadig udsathed, marginalisering og oplevelsen af ikke at høre til og blive prioriteret på linje med resten af samfundet.
Et presset landsbysamfund
Vi er helt ude i de mindste samfund baseret på små landbrug. Sådan en type af samfund, som en meget stor del af den danske befolkning stammer fra, hvis vi lige går tre-fire generationer tilbage i tid. Men også en type samfund, som i dag er under voldsomt pres. Vi møder her ude svineavleren Mike og hans noget ældre kollega, den næsten-pensionerede mælkeproducent Anders, og de udgør hovedaksen i personkredsen. Den igangsættende begivenhed ligger allerede i undertitlen: Bussen, der fører ud til denne lille samling mennesker og deres eksistens, lukker og kører simpelthen ikke mere. Den slags justeringer af den lokale, kollektive trafik kender vi alle, men hvor det for de fleste af os er en lidt ubetydelig, praktisk forandring, er det for Mike, Anders og deres nærmeste relationer en katastrofe. Det er hele den i forvejen hårdt pressede hverdags-logistik, der bryder sammen. Hvad så når børnene skal til fritidsaktiviteter – eller bare hjem fra skole? Hvad så når Mikes kone skal til sine månedlige, livsnødvendige medicinske kontroller? Hvad så når Anders gerne vil besøge sin kæreste Niels, der bor inde i byen? Den energiske og optimistiske Mike svarer på det hele ved at tænke og sige, at så må han jo bare løbe så meget hurtigere og køre så mange flere gange i den ene bil, de alle har til rådighed. Man behøver ikke at kende til Szklanys evne til at få øje på det tragiske i den sociale udsathed, for at gætte, at Mikes løsning selvfølgelig forslår som en skrædder i helvede. Heldigvis finder Szklany undervejs også det komiske ved turen ned ad bakke.
Mændene i centrum – men kvinderne har nøglerne
Hvor det i Anita-trilogien var kvinderne, der var udgangspunkt og centrum for det meste af handlekraften, er det her to mænd, der er rykket i centrum. Mike og Anders er landmænd med respekt for hårdt arbejde, men de er også to mænd, der via deres livsbaner står i en slags far-søn-relation. Men selvom vi altså denne gang er hos mændene, er det faktisk som om det også nu, er kvinderne, der har nøglerne til handling og forandring. Jonna med Jog’en, Mikes kone Pernille og ikke mindst den tilflyttede og gravide Tanja fra København er en ret uensartet trio, som finder sammen om at sætte de stædige mænd stolene for dørene og forlange ro og fred i lejren. Derved kommer fortællingen også til at pege på noget af det, der er værdien i små landbrugssamfund: nærheden mellem mennesker; opmærksomheden på de små detaljers betydning for helheden; viljen til at gå en ekstra omgang og få tingene til at fungere. Det er også noget af det, vi mister, hvis vi som samfund bare lukker busruter, skole, lokale filialer af alt muligt med henvisning til, at det hele er ”urentabelt”.
Modsætninger og ligheder mellem by og land
Forestillingens blik ud på landet og ind i mellem relationerne derude, peger også på falskheden i en af de store modsætninger i vor tid. I alle medier – trykte, digitale, sociale – dyrker vi modsætningen mellem to ”ydergrupper”: På den ene side storbyens kulturelt overfodrede elite. Dem, der er klimabekymrede, sikkert nok stemmer blodrødt, drikker dyr espresso og har en meget, meget lang uddannelse. Og så dem, der bor på landet, frygter CO2-afgifter, stemmer Støjberg el.lign., har kaffe på termokanden og praktisk tøj og job. De to grupper har hinanden som deres modsætning og hadeobjekt, men deres økonomiske situationer er ofte ganske beslægtede. Medlemmet af den kulturelle stor-by-elite er tit ”freelance” og i realiteten måske jævnligt på dagpenge, mens beboeren i yderkommunen i reglen heller ikke hiver den helt store hyre hjem hver måned. Hvis de da overhovedet er i lønnet arbejde. Szklanys tekst yder modstand mod den gensidige udskamning og tilbyder i stedet den urbane elite den tanke, at dem på landet ikke er så anderledes, som vi tror. De vil også bare leve, de kan også forelske sig i en af samme køn, de har også brug for stærke kvinder, hvis de ikke skal sejle helt af alle brædder. Og når Jonna fortvivlet udbryder ”Hvem fanden skal man stemme på som ikke røvrender en eller hader alle andre”, så forstår man, at dem på landet også kan føle sig politisk hjemløse. Måske vi lidt oftere – om ikke andet så mentalt eller via fiktion – skulle flytte en tur på landet. Vi kan jo altid bestille noget flextrafik derud.