Tilbage til nyheder

Søges: Musikalske unge og gamle til audition

30. august 2018

Borgerscenen inviterer musikalske unge og gamle til audition: lørdag 29. og søndag 30. september.

Har du en gigantisk pladesamling? Har du konstant musik med dig rundt i ørerne hele dagen? Spiller du et instrument – eller drømmer du bare om at kunne det? Og er du rimeligt ung eller rimeligt gammel? Så har du nu chancen for at komme på scenen på Aalborg Teater.

Aalborg Teaters borgerscene producerer til foråret en ny forestilling med titlen Spotify og Radio Luxembourg. Emnet er denne gang unge og gamles mulige møder på tværs af generationerne via musikken. De unge hører deres musik på Spotify, youtube og alle mulige andre platforme, de er vokset op med hele den digitale revolutions muligheder, mens deres bedsteforældre var unge i en helt anden verden, hvor man måske lå under dynen og lyttede til vilde toner og rytmer fra Radio Luxembourg. Men for begge grupper er musikken vigtig – det er gennem den, at man lever og lærer hvem man er og også kunne være.

I ”Spotify og Radio Luxembourg” lader vi de to grupper mødes, lytte til hinandens musik, bytte musik, snakke om ungdom og måske om den mellemliggende generation, og spille og synge for hinanden – og for publikum. Prøverne begynder den 8. december 2018 og der er premiere den 2. februar 2019 med aftenforestillinger i den efterfølgende måned.

Derfor søger borgerscenen nu borgere, der:

  • Er unge (15+) eller gamle (60+).
  • Har stor interesse for musik.
  • Kan spille et instrument og / kan synge / har drømme om at kunne det.

I første omgang inviterer vi til en audition lørdag 29. og søndag 30. september. fra kl. 10:00. Her møder borgerne instruktøren, kapelmesteren og dramaturgen, og man giver en prøve på sit instrument og/eller sangstemme, og vi snakker sammen – nok mest om musik. Tilmelding sker hos dramaturgen: jcl@aalborgteater.dk / 96 31 60 26.

Borgere i den professionelle teatermaskine
Borgerscenen har på Aalborg Teater eksisteret siden 2013 og konceptet er, at en gruppe borgere med en særlig biografi, tilhørsforhold eller andet frivilligt deltager i en professionel teaterproduktion. Ikke for at spille en rolle, men for at medvirke som sig selv, som den man er. Hele produktionsapparatet rundt om borgerne er helt det samme som ved vore øvrige produktioner, og ”Spotify og Radio Luxembourg” er lagt i hænderne på instruktør Rolf Heim og kapelmester Niels Søren Hansen, der ellers mest laver de store musicals sammen på Store Scene – senest ”Sommer i Tyrol”.

Flere nyheder