Østen Borre Simonsen
Blå bog
- Bosat i Vestbyen i Aalborg, hvor han både klatrer og vinterbader.
- Ejer en kontrabas, som han ikke helt kan spille på endnu.
- Startede livet på scenen tidligt, da han som 15-årig deltog ved DM i beatboxing.
- Er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole København i 2019 og har været på Aalborg teater siden.
På Aalborg Teater har han bl.a. medvirket i Efter branden, Cyrano, Tine, Drømte mig en drøm, Hvem er bange for Virginia Woolf?, og Mio, min Mio
Bag scenen med Østen
Har du en rutine, før du skal på scenen?
”Ja, det har jeg. Jeg har altid godt af at strække ud og bruge min krop og min stemme. Jeg laver nogle øvelser – f.eks. at tage tre fingre i munden samtidig med, at jeg siger noget af min tekst, så jeg bliver mere artikuleret. Tit har jeg brug for bare at råbe og få min krop i gear til, at jeg skal ind på scenen.
Kroppen skal være med på, at det ikke er unaturligt at snakke virkelig høj til mine medspillere, der står lige ved siden af mig. Dem nede på bagerste række skal også kunne høre mig helt klart.”
Er der en rolle, der har gjort særligt stort indtryk på dig?
”Da jeg spillede den unge Nick i Hvem er bange for Virginia Woolf?. Den forestilling er et meget tilrettelagt, psykologisk drama – det var fedt. Der er så meget kød på indholdet, at jeg aldrig følte, jeg blev færdig med at arbejde med det. Det var nogle vildt dygtige skuespillere, der var med, og en super fed instruktør.
Nogle dage gik forestillingen bare op i en højere enhed, når vi spillede den, og det var utroligt spændende. Det blev et meget intimt og skrøbeligt rum på scenen. Teater er forskelligt, for det er levende. Nogle gange har vi en god grundform, eller så rammer vi ikke hinanden, og så skal vi lige finde hinanden.”
Hvad betyder Aalborg Teater og ensemblet for dig?
”Det er rigtig fedt, fordi vi kender hinanden godt. Ret godt efterhånden. Det gør, at vi kan springe en masse trin over – det er vildt vigtigt at arbejde i et trygt rum, for det er også med til at skabe og frigøre kreativiteten. Og det bliver hurtigt trygt, fordi vi kender hinanden.
Vi skal ikke over alle mulige ting, vi kan faktisk bare springe direkte i kødet på materialet. Vi har også opbygget et fælles sprog, fordi vi i høj grad har samme referenceramme, når vi arbejder med noget.”
I teateret med Østen
Dit allerbedste råd til en førstegangsbesøgende i teatret?
”Prøv at være åben for, at det er en anderledes måde at få en oplevelse på. Hvis du går ind i teateret og tror, at du skal se en film, så det kan det godt være, at du bliver skuffet. Det er ikke film. Vi kræver måske lidt mere af publikum, for en scene er ikke nødvendigvis 1:1.
Nogle gange skal publikum forestille sig legen – f.eks. at en gulerod er en pistol. Vi laver nogle krumspring, men der er virkelig nogen fede oplevelser at hente i teateret. Og du ser nogle mennesker, der liveperformer – det kan være lidt ligesom at være til en koncert.
Du kan godt læse, hvad en forestilling handler om, men læn dig tilbage og prøv at opleve det. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, og du skal ikke føle dig dum. Det er aldrig meningen, og ingen skuespillere eller instruktører har lyst til, at det er sådan du har det, når du er færdig.
Jeg kan godt opleve, at der er noget, jeg synes, der rammer forbi eller ikke interesserer mig, men jeg har altid respekt for det kæmpe arbejde, der er lagt i materialet. Jeg synes altid, at det er fedt at tænke på, at der er nogle mennesker, der har brugt sindssygt lang tid på at forberede noget, som de giver til mig lige nu. Det har jeg en kæmpe respekt for.”
Hvad håber du, at teatergæster tager med sig hjem?
”Jeg håber, at de får en oplevelse. Og hvis vi er rigtig heldige, så går de måske også hjem med nye tanker om det samfund, vi lever i, eller det menneske, de er. Ligesom med kunst, så ser nogen en vase, hvor andre kommer til at tænke på alt, hvad de ved om surrealisme. Og det er fint, for det handler om at hver enkelt har et øjeblik, hvor de oplever et eller andet.”
Hvad betyder teater for dig?
”Teater for mig er en legeplads. Det er en af grundene til, at jeg er skuespiller i dag. Det er helt vildt sjovt at arbejde med, og jeg kan få lov at være kompromisløs.
F.eks. kan jeg være bundforelsket i en periode – uden mellemregninger – og bare mærke følelsen. Når jeg skal spille Leander i Maskerade, så er den karakter vildt forelsket i en pige. Helt Romeo og Julie-agtigt hvor de bare skal have hinanden, og de vil dø for det. Det er ikke særlig tit, man kan opleve det. Jeg kan udleve noget gennem andre på den måde.”
Stemningsbilleder fra forestillinger Østen Borre Simonsen har medvirket i:
Andre skuespillere
Se alleMere teater?
Få nyheder og særlige tilbud fra Aalborg Teater