Tilbage til nyheder

Kæmpe kultursatsning i Aalborg

29. september 2017

Kunsten, Musikkens Hus og Aalborg Teater vil udfordre og inddrage hinanden og byen i en ny, international kunst- og kultursatsning med arbejdstitlen AMPlify – Art, Music, Performing Arts. Arbejdet har pågået siden starten af året og første udgave forventes at løbe af stablen i 2020.

Musik, scenekunst og billedkunst i verdensklasse. Aalborgs tre største kulturhuse er hver for sig i den kunstneriske superliga. Nu går de sammen om at sætte Nordjylland på det kulturelle verdenskort.

Satsningen planlægges til 2020 og er tænkt som en tilbagevendende begivenhed enten i form af en biennale eller triennale efter forbillede fra andre tilbagevendende kulturfejringer i f.eks. Berlin og Venedig. Det skal være en begivenhed med international tyngde, hvor de forskellige kunstarter samarbejder om at skabe kunst og kulturelle oplevelser, som ikke er set før.

– Aalborgs kulturliv har fået et markant løft de seneste år, og nu er det tid til at tage endnu et stort skridt, siger teaterdirektør Hans Henriksen fra Aalborg Teater og fortsætter: – Vi mangler en stor kunst-, musik- og teaterbegivenhed af international format i Danmark, og det tomrum har vi til hensigt at udfylde. Med AMPlify vil vi udnytte de iboende kvaliteter, som Kunsten, Musikkens Hus og Aalborg Teater har, og samtidig skabe noget helt nyt og unikt. Vi har siden starten af året arbejdet på et manifest og forventer at kunne afvikle første udgave i 2020.

Hos Musikkens Hus er adm. direktør Lasse Rich Henningsen fuld af begejstring over det nye samarbejde, der vil vække genlyd i hele landet og i resten af Skandinavien:

– Kunsten, Musikkens Hus og Aalborg Teater excellerer i dag inden for forskellige kulturelle områder, og det er disse kompetencer, som vi nu forener. Det skal naturligvis ske 100 procent på kunstens præmisser, men jeg er overbevist om, at vi vil lykkes med at skabe nye kulturoplevelser af international klasse sammen. Vi skal kort fortalt lade de enkelte kunstarter folde sig ud og skabe helt nye kunstformer, som alle parter føler sig hjemme og forløst i, forklarer Lasse Rich Henningsen.

Det er særligt vigtigt, at AMPlify både tilbyder noget for de mange og for de få. Derfor skal begivenheden ikke bare folde sig ud fysisk i de tre kulturhuse, men i hele byrummet. Det havde KUNSTEN stor succes med, da museet var lukket under en omfattende renoveringsfase. Blandt andet blev tog- og busrejsende glædeligt overrasket over, at ”KUNSTEN To Go” var repræsenteret i venteområdet på Aalborg Banegård og helt ind i private hjem:

Tiden er løbet fra, at kunst udelukkende kan opleves i store, autoritære bygningsværker. Vi skal ud og blande os i folks daglige liv og tilbyde dem kultur, hvor de befinder sig. At lade kunsten leve og udfolde sig i vores hverdagsrammer giver samtidig en masse merværdi tilbage til os. Det forstærker, hvad kunst kan bidrage med i vores liv. Jeg glæder mig meget til at se forskellige kunstformer udfordre og inddrage hinanden og smelte sammen med byens rum, siger Gitte Ørskou, museumsdirektør på KUNSTEN.

De tre parter forventer, at første udgave af AMPlify – Art, Music, Performing Arts løber af stablen i 2020.

Flere nyheder