Resume af del #2
I andet afsnit af ”Jeg har skudt mig selv for sidste gang”, sad Tine fra Herman Bangs ”Tine” og ventede på sin elskede Berg. Inden han kom, dukkede kvinden op. Hun var jo nu blevet en Werther-morder og var på flugt og ville gerne have Tine med sig ud og finde Hedda. Men så kom Berg. Han kunne ikke huske, at Tine hedder Tine, og det var en stor skuffelse for Tine. Publikum valgte, at Kvinden skulle tage Tine med sig ud og finde Hedda, og nu var Berg efterladt. Snart kom dog Heddas gamle ex-kæreste, Ejlert Løvborg ind ad døren. Han kunne kun bekræfte, at Werther virkelig er stendød, men også fortælle, at Hedda er i gang med at samle en mindre hær af kvinde-figurer fra hele verdensdramatikken. Ingen af dem gider åbenbart at stille op i alle de gamle klassikere mere, og hele kanon er truet af undergang. Efter et rask slagsmål og en del hashkager bliver Berg og Ejlert enige om, at de enten må spille Hedda uden Hedda eller gå ud og slutte sig til det gryende oprør blandt nye og gamle teaterfigurer. Publikum valgte det sidste, og de begav sig ned ad en vindeltrappe og ud i virkeligheden.
Men hvor er Hedda? Og har hun virkelig samlet en hel hær? Kan Tine og Berg forsones? Hvad skete der med Manden, der ikke tror, man kan forlade sin egen fortælling? Og hvor mange hashkager kan sådan en fiktiv figur egentlig tåle? Disse og mange flere spørgsmål får du måske svar på i tredje og sidste del af ”Jeg har skudt mig selv for sidste gang”.
