Figaros bryllup

Forestillinger

Hvem får første nat med bruden?
Figaros bryllup er en lystig blanding af kærlighedsforviklinger, stærke kvinder og forvirrede mænd tilsat et stænk eftertænksomhed og en enkelt lærestreg eller to.

Bliver bruden forført af greven?
Tempoet er højt og forviklingerne utallige. Figaro og Suzanne er forelskede og skal giftes, og greven har lovet at afstå fra sin ret: at få den første nat med bruden. Eller har han…? Figaro, Suzanne og grevinden vil standse grevens plan, og dette giver både morsomme og uforudsete forviklinger.

‘Figaros bryllup’ som teaterforestilling
Mange vil sikkert forbinde Figaros bryllup med Mozarts mest berømte opera. Figaros bryllup er oprindeligt skrevet som et skuespil, hvilket også er det vi præsenterer. Det bliver en flot visuel opsætning med overdådige kostumer og storslået scenografi.

  • Billetpriser

    150 - 290 kr.

  • Unge u. 25 år el. studerende

    80 - 160 kr.

  • Premiere

    3. maj 2019

  • Sidste spilledag

    15. juni 2019

  • Scene

    Store Scene

  • Genre

    Komedie af Pierre Beaumarchais

Spilledage

AAT Klub: Spar 50 kr. pr. billet

Køb billetter til mindst tre forestillinger – så bliver du automatisk medlem af AAT Klubben og sparer 50 kr. pr. billet.

 

En teateroplevelse ud over det sædvanlige

Når Figaros bryllup i foråret opføres som komedie på Aalborg Teater, er alle sejl sat for en helt ekstraordinær teateroplevelse. Modet til at kaste sig ud i nye udfordringer sætter sit præg på både en betagende scenografi og overdådige kostumer, der kan tage pusten fra enhver.

Vi kender den måske allerbedst som Mozarts version af en opera, men Figaros bryllup er oprindeligt skrevet i 1778 af den franske dramatiker Pierre Beaumarchais som et skuespil, en komedie faktisk. Og som sådan er den også sat op på Aalborg Teater, hvor en god del af den 80 mand store medarbejderstab i ugerne op til premieren er dybt involveret i arbejdet med forestillingen.

Mens stykkets 12 medvirkende skuespillere har travlt med at øve, er der stor aktivitet på alle etager i teaterhuset i Jernbanegade. I skræddersalen arbejdes der på højtryk med de imposante kostumer ud fra Irina Cherednikovas skitser, som mest af alt ligner overdådige, farvestrålende påklædningsdukker.

Elsebeth Tanghøje, der er leder af kostumeafdelingen, er sammen med de tre andre skræddere og en elev kommet på hårdt arbejde. Én ting er at leve op til kostumedesignerens ideer og ønsker, og finde frem til de helt rigtige materialer, en anden er, at kostumerne også skal fremstå historisk korrekte. Det bliver de i kraft af stor idérigdom på skræddersalen og Elsebeths indgående kendskab til tidsperiodens kulturelle strømninger og den aktuelle mode.

Også i værkstedet på anden etage er der travlhed. Her skal de spektakulære installationer, der er en del af scenografien, bygges op, og for det står teaterets egne håndværkere: Tømrere, snedkere, smede og malere.

“Scenegulvet bliver helt sort og spejlblankt. Også baggrunden er sort, og på scenen får vi installeret to tre meter høje halvcirkler, der skal beklædes med sorte blade, som en form for hæk. Derudover skal vi have placeret tre kegleformede figurer, der også bliver sorte, og en kugle med en diameter på halvanden meter, der skal kunne trilles rundt på scenen”, forklarer produktionsleder Torben Omann Sørensen.

De tre kegler og kuglen er bygget af aluminium, mens de to halvcirkler er bygget op over et sortmalet træ-skelet. Meningen er, at lyset skal kunne skinne igennem dem, når bladene er beklædt med krom og sølv, så det glitrer og glimter i alt det sorte.

På den mørke baggrund kommer de farverige kostumer til at fremstå endnu mere spektakulære i al deres overdådighed. Også en stol med tilhørende skamler i pangfarver er ved at blive bygget op af teatrets egen snedker.

Scenograf på forestillingen er russiske Aleksandr Orlov, der i øvrigt er gift med kostumedesigneren Irina. Det er blevet til flere møder med det russiske ægtepar, hvoraf kun Irina taler engelsk, så det har krævet tolkebistand.

“Det er altid en udfordring at formidle tankerne fra scenograf og designer til noget, der også er realiserbart i forhold til både budget og hvad der rent fysisk er muligt”, siger Torben Omann Sørensen.

Meget ofte lykkes teatrets erfarne medarbejdere dog med selv de opgaver, der kan synes mest umulige. Det hjælper at have været mange år i en branche, hvor uforudsigeligheden kræver både stor kreativitet og sikre, håndværksmæssige kompetencer.

“Men vi er også gode til at hjælpe hinanden og byde ind med forslag til løsninger, når det kniber”, siger Torben Omann Sørensen, der som produktionsleder står for alt det, der for publikum umiddelbart er usynligt: Opbygningen af scenografien, kontakten til underleverandører og koordineringen med teatrets egne håndværkere, der også tæller teatermagere, sceneteknikere, lyd- og lysdesignere og en frisør.

Det er også Torben, de øvrige medarbejdere kan ringe til, når en kran lækker olie eller noget sceneudstyr ikke fungerer. De færreste blandt publikum tænker nok over, at der over den 13,5 meter brede scene hænger hele 26 snoretræk, ligesom der opereres med flere huller i scenegulvet og mange kulisser, der skal kunne skubbes eller køre frem og tilbage.

For at alt skal fungere, kræver det stor fleksibilitet og en altid åben telefon, men for Torben er det ikke noget problem, for i lighed med mange af hans kolleger betragter han ikke kun sit arbejde på Aalborg Teater som et job – det er en livsstil.

Publikum kan glæde sig til en bjergtagende forestilling, hvor samtlige involverede på Aalborg Teater har sørget for, at der i den grad er skruet op for alle teatrets virkemidler.

Start oplevelsen i Teatercaféen

Gør din teateraften endnu bedre, og start med en kulinarisk optakt i vores hyggelige café. Du kan i ro og mag hygge dig med familie, venner og god mad, og du skal ikke lede efter en parkeringsplads lige op til teatertid. Serveringen er naturligvis tilpasset forestillingens start.

 

Medvirkende

Holdet bag

Forfatter
Pierre Beaumarchais

Oversætter
Jesper Kjær

Instruktør
Hans Henriksen

Scenograf
Aleksandr Orlov

Kostumer
Irina Cherednikova

Lysdesigner
Stanislav Svistunovich

Lyddesigner
Kristian Berg

Vil du vide mere?

Gratis introduktion til forestillingen

Få 30 minutters gratis introduktion til 'Figaros bryllup'. Der er introduktion tirsdag 28. maj kl. 18.30.

Book introduktion