DIN BY SOM SANSELIG TEATEROPLEVELSE
byVANDring er en invitation til at besøge grænselandet mellem fantasi og virkelighed, fortid og nutid, himmel og hav. Om at se ind & ud. byVANDring er en sanselig undersøgelse af byens maritime hukommelse.
Forestillingen opleves i små grupper, som sammen går på opdagelse i Aalborgs gader, hvor de bl.a. møder den unge mand der har arvet sin bedstefars blik mod horisonten, kvinden der vender op og ned på himmel og hav og teaterdirektøren af byens mindste teater. Publikum involveres på charmerende vis i forestillingen, der fremstår som en forunderlig leg og en dør ind til et parallelunivers med egne hemmelighedsfulde beboere.
Forestillingen er lavet af Luna Park Scenekunst, som er et scenekunstfællesskab bestående af teaterfolk fra bl.a. Italien, Colombia, Norge og DK. Et fælles kendetegn for Luna Parks forestillinger er poesi, underfundig humor og sanselighed, inspireret af kunstnerisk leder Betina Birkjærs mangeårige arbejde med den spanske teatertrup Teatro de Los Sentidos.
Praktisk info
byVANDring indeholder både tekst på dansk og engelsk og er velegnet til både unge som voksne.
Længde: ca. 1,5 km.
Startsted: Forestillingen begynder ikke ved Aalborg Teater. Du skal møde op ved startstedet Utzon Center hvor Aalborg Teaters personale tager imod dig.
OBS: Forestillingen egner sig ikke for gangbesværede. Husk påklædning efter vejret. Det er uhensigtsmæssigt at bære på større tasker under forestillingen.
Coronapas: Husk du skal have et gyldigt coronapas for at deltage i forestillingen.