Tilbage til nyheder Nyheder
11. august 2017

Nye scenelamper til Aalborg Teater

Aalborg Teater har netop fået 77 nye LED-lamper. Lamperne erstatter teatrets gamle lysudstyr, og de er netop nu ved at blive gjort klar til opsætning. Fordelene er mange: teatrets lysfolk kommer fremover til at spare rigtig meget tid, da de ikke længere manuelt skal tage lamperne ned for at skifte farvefiltre på dem eller for at fokusere dem om. Derudover kommer teatret til at spare rigtig mange penge i strøm, da LED-lamperne både er moderne og strømbesparende.
Helt konkret vil de nye lamper give en årlig energibesparelse på 77.000 kWh, hvilket svarer til en årlig økonomisk besparelse på ca. 62.000 kr.

Kort før sommeren bevilgede Kulturministeriet helt ekstraordinært 1.000.000 kr. til Aalborg Teater, pengene var øremærket til indkøb af lamper.

Tilbage til nyheder Nyheder
14. juni 2017

Årets skuespiller i Nordjylland

Hanne Windfeld modtog 13. juni legatet ”Årets Skuespiller i Nordjylland”, der blev uddelt på Aalborg Teater. Legatet er indstiftet af Torben Vejs Fond.

Hanne Windfeld er uddannet på Den Danske Scenekunstskole i København (tidl. Statens Teaterskole) i 1985 og blev derefter ansat på Aalborg Teater, hvor hun var frem til 1987, og Hanne Windfeld vendte i 2005 tilbage til Aalborg Teater.

På Aalborg Teater har Hanne Windfeld gennem mange år glædet og tryllebundet det nordjyske teaterpublikum i forestillinger som ”Maria Stuart”, ”En Sælgers Død”, ”Mød min Hr. Mor”, ”Håndværkerne”, ”Anna Sophie Hedvig”, ”Hjem til jul”, ”Don Ranudo”, ”Familien”, ”Snedronningen”, ”Indenfor Murene”, ”Inden jeg fylder 67…” og senest ”Drengen der ville være vægtløs”, hvor hun blev nomineret til Reumert for bedste ensemblerolle.

Derudover har Hanne Windfeld blandt andet spillet på Husets Teater, Gladsaxe Teater, Betty Nansen Teatret, Det Kongelige Teater, Folketeatret, Odense Teater og Aarhus Teater.

Udover sit store virke på de danske teaterscenen har Hanne Windfeld blandt andet medvirket i filmene ”Dagens Donna”, ”Den sommer ved havet” og ”Kun en Pige”. På TV har Hanne Windfeld spillet rollen som Viola i ”Bamse og Kylling”, medvirket i ”Krøniken”, ”Martas Tema”, ”Strisser på Samsø” og ”Rejseholdet”.

Legatet blev overrakt af formand for Torben Vejs Fond, Advokat Jens Rye Andersen, der blandt andet i sin tale sagde:

Hanne Windfeld formår som ingen anden kunstner at fange og fastholde publikum. Hun kan med sit vidunderlige talent tryllebinde en hel teatersal, og når langt udover scenekanten.

Hun lever sig fuldt og helt ind i de personer og figurer hun portrætterer på scenen. Hanne Windfeld har givet publikum nogle helt exceptionelle og ypperlige præstationer på Aalborg Teater gennem årene.

Tilbage til nyheder Nyheder
9. juni 2017

Børneaudition på Aalborg Teater

AUDITION er afholdt


18 børn søges til at medvirke i to musicals

Vi søger børn til at medvirke i familieforestillingen Rockulven og musicalen The Sound of Music.

Udvælgelse til audition
Optag en kort video (gerne med mobiltelefon) hvor dit barn synger ét vers fra en af nedenstående sange og send videoen til emailen er fjernet, da auditionen er ovre. På baggrund af tilsendte videoer udvælges de børn, som vi ønsker at se til audition.

Sidste frist for indsendelse af video er 15. august 2017.
Du får svar om dit barn er udvalgt til audition senest 19. august 2017.

Inkluder følgende i mailen:
Navn (skal stå i emnefeltet)
Alder
Højde
Køn
Noter hvilken forestilling dit barn ønsker at medvirke i (evt. begge)

Valg af sang
Syng ét vers fra en af følgende sange:
Mariehønen Evigglad
Jeg ved en lærkerede 
I skoven skulle være gilde
Jeg en gård mig bygge vil
Marken er mejet
Ole sad på en knold og sang
I skovens dybe stille ro

6 børn søges til Rockulven
Til årets store familiemusical Rockulven søger vi 6 børn i alderen 6 – 12 år. Der skal bruges to hold á 3 børn, som spiller hver 2. aften.
Bemærk: Prøverne starter 21. september 2017.
Rockulven spiller fra 8. november – 23. december 2017.

12 børn søges til The Sound of Music
Til musical-klassikeren The Sound of Music søger vi 12 børn.

Der skal bruges to hold á 6 børn hver aften, som spiller hver 2. aften. Vi søger 8 piger i alderen 6 – 13 år, samt 4 drenge i alderen 10-14 år.
Bemærk: Prøverne starter 12. marts 2018.
The Sound of Music spiller fra 5. maj – 16. juni 2018.

Auditions
Lørdag den 26. august 2017 afholder vi 1. audition for de børn, som er udvalgt til audition. Audition foregår på Aalborg Teater i tidsrummet kl. 9 – 18.

2. audition afholdes søndag 27. august for de børn, som går videre fra 1. audition.

På auditionsdagene vil kapelmestrene Gunhild Kjær og Niels Søren Hansen udvælge sange som børnene skal synge for teatrets kapelmestre og dramaturg.

Tilbage til nyheder Nyheder
10. maj 2017

Samtale om at samtale

Dialog: Om at snakke, tale og samtale
Lørdag 10. juni kl. 10.00 – 12.30
Teatercaféen, Aalborg Teater

Til sæsonens sidste Dialog skal vi samtale om at samtale.

Vi lever i kommunikationens tid. Bombarderes med ord døgnet rundt. Bruger og misbruger sproget til alt mellem himmel og jord. Vi snakker og snakker, men vore bjerge af ord frembringer kun muldvarpeskud af reel handling. Hvordan kan vi bruge ordene bedre – til at udvikle og ikke afvikle? Til at gøre livet til en fest og ikke en pest.

Gæster
Charlotte Rørth: Journalist og forfatter
Simon Berg: Filosof

Læs mere og køb billetter her

Tilbage til nyheder Nyheder

Vil en kummefryser være noget for mig?

Vil en kummefryser være noget for mig?
– eller skal jeg hellere lade mig skille?
Musikalsk gæstespil
4. – 6. december 2017
Lille Scene
Køb billetter

Glæd dig til en god times livlig musikalsk underholdning, der vækker både eftertanke og genkendelsens glæde. Forestillingen er et lille stykke danmarkshistorie – en tidslomme, hvor livet for husmoren anno 1970 folder sig ud. Alle tekster er fundet i Alt for damerne samme år.

Billetter
Billetpris: 230 kr.
AAT Klubpris: 180 kr.
Unge u. 25 år / studerende: 80 kr.

Tilbage til nyheder Nyheder
27. april 2017

Sæsonprogram 2017/18

Velkommen til sæson 2017/18 på Aalborg Teater. Vi byder på alt fra intense klassikere og ny dansk dramatik til familieoplevelser og musicals.

Køb billetter til sæson 2017/18
– Se sæsonens forestillinger og køb billetter
– Bestil billetter gennem vores online bestillingsformular.

Klubrabat: Spar 50 kr. pr. billet med AAT Klubben
– Læs om dine mange fordele som medlem af AAT Klubben.
– Du bliver automatisk medlem, når du køber billetter til minimum 3 forestillinger.

Sæsonprogram 2017/18
– Se sæsonprogrammet online her.
– Bestil et gratis eksemplar af vores sæsonprogram og få det leveret i postkassen.

Tilbage til nyheder Nyheder

4 Reumertnomineringer til Aalborg Teater

Tirsdag 25. april blev årets Reumertnomineringer offentliggjort, og Aalborg Teater var nomineret hele 4 gange i forbindelse med Drengen der ville være vægtløs.

De 4 nomineringer er:
Ena Spottag er nomineret i kategorien Årets Kvindelige Hovedrolle
Thomas Markmann er nomineret i kategorien Årets dramatiker
Christian Albrechtsen er nomineret i kategorien Årets scenedesign
Hanne Windfeld er nomineret i kategorien Årets Kvindelige Ensemblerolle

Årets Reumert 2017 løber af stablen lørdag 10. juni 2017.

Tilbage til nyheder Nyheder
26. april 2017

2 piger søges til forestilling

Aalborg Teater søger to piger i alderen 9 – 12 år til forestillingen Das Ding på teatrets Lille Scene.

De to piger skal alternere, altså spille hver anden dag. Kender du en pige i aldersgruppen, som har lyst til at spille teater og som kan starte meget gerne allerede 4. maj, send en mail til forestillingsleder Katrine Jensen på kj@aalborg-teater.dk med foto, kontaktinformation og skriv meget gerne lidt om dig selv.

“Das Ding” spilles fra 8. maj til og med 15. juni 2017, der spilles mandag til fredag kl. 19.30, lørdage kl. 16.00. Aflønning efter aftale.

”Das Ding” er en tankevækkende komedie om vores globale verden.
Da den afrikanske bomuldsproducent Siwa overtales til at ændre sin produktionsform af en ulandsarbejder, får det indflydelse på to kinesiske forretningsfolk in spe, men da deres produktion af sojaolie slår fejl, får det indflydelse på rumænske svineproducenter, og dette får indirekte indflydelse på ægteparret Thomas og Katjas i forvejen knirkende ægteskab. Alt imens rejser Tingen – en lille bomuldsfiber – jorden rundt og spinder sine nærmest usynlige tråde mellem disse mennesker.

For alle der har undret sig lidt over hvad globaliseringen i grunden er, hvad den betyder og hvilken indflydelse den har på os alle, og hvordan vi nærmest alle er forbundet med fintvævede globale tråde, giver Philipp Löhle’s sociale komedie et humoristisk indblik i dette. På yderst H. C. Andersensk vis lader han en bomuldsfiber rejse omkring hele kloden forklare og belyse, hvordan vi alle er forbundet med hinanden, og hvilke konsekvenser det har for vore liv.

Tilbage til nyheder Nyheder
25. april 2017

Aarhus og Aalborg Teater samarbejder om West Side Story

De to jyske landsdelsscener i Aarhus og Aalborg forener kræfterne og præsenterer en af de største musicalopsætninger i de to teatres historie. Musicalklassikeren West Side Story får premiere på Aarhus Teater 23. marts og åbner Aalborg Teaters sæson 2018/19 i august 2018.

Det er første gang i 10 år, at de to teatre samarbejder om en stor opsætning. Teaterdirektør på Aalborg Teater Hans Henriksen udtaler:

Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Aarhus Teater om denne forestilling. ”West Side Story” er en meget stor musicalproduktion, og det vil ikke være muligt at præsentere den for vores publikummer i den udgave, som den virkelig fortjener og kræver, hvis ikke dette samarbejde var blevet en realitet. Jeg håber, at det kan skabe præcedens for fremtidige samarbejder mellem landsdelsscenerne.

Køb billetter her

Tilbage til nyheder Nyheder
24. april 2017

Samtale og debat om globalisering

I forbindelse med forestillingen Das Ding af Philipp Löhle på Aalborg Teater er der onsdag den 10. maj kl. 16.30 debatarrangement på Hovedbiblioteket i Aalborg, hvor der sættes fokus på globaliseringsspørgsmålet.

Med afsæt i en artist talk mellem den tyske dramatiker Philipp Löhle, forestillingens instruktør Martin Nyborg og Aalborg Teaters chefdramaturg Jens Christian Led indledes debatten med spørgsmål om bl.a. de multinationale selskabers rolle, den menneskelige konsekvens og hvordan verden ser ud om 30 år.

Arrangementet er gratis og kræver ikke forhåndstilmelding.

Tid: Onsdag d. 10. maj kl. 16.30 – 18.00
Sted: Aalborg Bibliotekerne, Hovedbiblioteket, Glashjørnet
Moderator: Vita Andersen