Kan I fortælle lidt om, hvordan I kom på sporet af historien om Kommunistisk Forbund i Aalborg?
De allerførste kontakter til hovedpersonerne blev skabt via et andet dokumentarprojekt, som Reimer Bo Christensen arbejdede på, nemlig sagen om mordet på Den Lille Havfrue. Forskellige personsammenfald gav en kontakt til Leif Balle Müller, en af hovedmændene i Kommunistisk Forbund i Aalborg og medlem af landsledelsen. Via de gamle kontakter fik vi fat i hele den gamle ledelse og en stribe af organisationens nøglepersoner. Langsomt men sikkert tegnede der sig et broget billede af en flok idealister, der kæmpede for et andet og bedre liv for flere, og som for alvor mente, at vejen mod et ægte socialistisk samfund skulle skabes via en revolution.
Det er historien om, da revolutionen kom til Aalborg.
Hvordan har I arbejdet med researchen til historien?
Vi har talt med op mod 100 personer, der var tæt tilknyttet organisationen i Aalborg, men også i Aarhus, Odense og København. Vi har møjsommeligt gravet os ned i alle dele af organisationens arbejde og talt med venner og fjender. Vi er gennem hele processen blevet mødt med åbne arme, en stor nysgerrighed, interesse og velvilje og en udtalt glæde over, at vi vil fortælle deres historie.
Hvilke tanker har I om, at historien bliver lavet til scenekunst?
Vi glæder os over, at Aalborg Teater kan se storheden og vigtigheden i historien om Drømmefabrikken. Vi håber, at de udvalgte hovedpersoner og folkene fra teateret kan skabe en fortælling, der vil engagere, provokere, oplyse og underholde alle folk, der interesserer sig for danskernes liv – og drømme.
Hvad glæder I jer selv mest til ved projektet?
Vi glæder os til at se, hvordan Aalborg Teater lykkes med at gøre en hidtil hemmelig fortælling fra de brølende 70’ere relevant og engagere et moderne og gerne ungt publikum. Og så er vi spændte på at se, hvilket dramaturgisk greb Aalborg Teater vil anvende på den overraskende og spændende historie med mange facetter.
Og er der andre vigtige pointer, vi skal have med?
Historien om Drømmefabrikken handler om revolution, væbnet oprør, solidaritet, socialisme, anti-imperialisme, celler, skoling i hemmelige kældre, modstand mod Sovjetstaten, kampen mod DKP og de mange dogmatiske fraktioner på den danske venstrefløj. Kernen i Drømmefabrikken indså blandt andet, at fremtiden og magten lå i de folkelige bevægelser og ikke i de traditionelle politiske partier. Vi er spændte på, om fortællingen om Drømmefabrikken vil fange og interessere de yngre danskere, der i dag er dybt engageret i den nationale og globale klimabevægelse.