Mia Lipschitz er instruktøren bag Aalborg Teaters storslåede opsætning af musicalen ”Sugar”. Forestillingen, som debuterede på Broadway i 1972, er baseret på filmklassikeren ”Some Like It Hot” fra 1959. I filmen spiller Marilyn Monroe side om side med Tony Curtis og Jack Lemmon i rollerne som to mænd, der forklæder sig som kvinder for at slippe væk fra gangstere i 1930’ernes Chicago. På Aalborg Teater indtages rollerne af Karla Rosendahl, Nikolaj Bjørn-Andersen og Albert Stein Ankerstjerne. I dette interview fortæller Lipschitz om arbejdet med forestillingen – og hvorfor den stadig er relevant i 2022.
Tidligere kunne man slå en komisk genvej ved at klæde mænd i dametøj. I dag befinder vi os et helt andet sted end i 1959, da “Some Like It Hot” havde premiere. Har vor tids langt mere nuancerede blik på køn og identitet påvirket dit arbejde med “Sugar”?
– Ja, i meget høj grad. Jeg har gjort mig virkelig mange overvejelser om, hvordan skuespillerne, jeg selv og det øvrige kunstneriske hold kan åbne og aktualisere fortællingen. På overfladen kan den fremstå uddateret, hvis man betragter materialet gennem en nutidig ’woke’ optik. Alle de overvejelser er blevet en væsentlig del af min kunstneriske drivkraft i arbejdet med forestillingen.
Hvad har du så fundet frem til via dine mange overvejelser?
– Jamen, jo mere jeg dykker ned i Billy Wilders fantastisk modige og i sin tid provokerende film, des mere aktuel synes jeg fortsat, at fortællingen er. Wilder var forud for sin tid i sin måde at udfordre både kønsstereotyper og tidens syn på ”rigtig” og ”forkert” seksualitet. I dag er vi bare mere bevidste om, at køn ikke udelukkende er en binær størrelse, end man var på Wilders tid. Det vil vi selvfølgelig forholde os til i forestillingens tilblivelsesproces.
Er mænd i dametøj stadig lige så sjove i dag, som de var dengang?
– Jeg synes ikke, at mænd i dametøj i sig selv er morsomme. Men der er en skøn og menneskekærlig fortælling i historien om to mandlige og yderst heteroseksuelle musikere, som begge bliver nødsaget til at påtage sig kønsidentiteten ’kvinde’, da de ellers vil blive dræbt af Chicagos mafia. For det er herigennem, at de får et helt nyt syn på sig selv som mænd, ligesom de også får et langt mere nuanceret syn på kvinder. Derudover får de også indblik i, hvordan køn i det hele taget er en mere flydende størrelse, end de i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig. Dén historie er fortsat både sjov og aktuel.
Alting kan i dag gøres politisk – ikke mindst diskussionen om køn og kønsidentiteter. Er det dermed også en politisk forestilling, du har skabt?
– Det har været uhyre vigtigt for mig ikke at gøre forestillingen politisk tung. Vi skal jazze os igennem materialet og lege med idéerne om kønsstereotyper igennem tiderne, og vi skal udfordre seksuelle klicheer dengang som nu. For det er netop det, som ”Sugar” er: En leg og en maskerade, hvor man aldrig er helt sikker på, hvem der egentlig narrer hvem, hvem der er hvad, eller hvem der ved hvad. Men én ting kan vi være sikre på: ”Nobody’s perfect, but everybody’s welcome – så længe musikken spiller!” Det er faktisk så banalt, man kan formidle forestillingens budskab, tror jeg.
Hvilke konkrete ændringer for at gøre forestillingen mere tidssvarende har du foretaget?
– Aalborg Teaters chefdramaturg, Jens Christian Lauenstein Led, og jeg har lettet teksten lidt ved at opdatere sproget i udvalgte passager. Derudover har vi udfordret de mest forældede sekvenser. Men af rettighedsmæssige årsager – og fordi manuskriptet i øvrigt er stramt og velfungerende på plotniveau – ligger de fleste opdaterede greb i iscenesættelsen.
Hvilke ændringer har I foretaget på den sproglige front?
– Her leger vi med en amerikanisering af udvalgte fraser. Det giver sjovt nok en mere nutidig og mindre altmodisch karakter, fordi vores sprog i forvejen er fyldt med amerikanske gloser.
Som musical er det selvfølgelig forventeligt, at “Sugar” vil være stærkt underholdende og fuld af medrivende musik. Hvilke følelser og stemninger går du derudover efter at skabe?
– Vores virkelighed er så tilpas bizar og uhyggelig lige nu, at vi trænger til at blive sat fri i en total fællesoplevelse, der påvirker krop og sjæl positivt. Et lille øjeblik, hvor vi bare kan få lov at være sammen omkring en skøn, skør og vigtig fortælling med masser af lækker jazz og dans. Jeg tror, at det er helt nødvendigt med sådan et frikvarter fra virkelighedens gru. Det havde jeg faktisk aldrig troet, at jeg skulle sige, da det egentlig lyder ret reaktionært rent kunstnerisk – og ikke særligt politisk ”woke”. Men det er sådan, jeg har det lige nu.
Var du godt bekendt med “Some Like It Hot”, inden du kastede dig over opgaven at skulle instruere denne version af historien?
– Ja, jeg har set den adskillige gange – både før og efter, at jeg fik til opgave at instruere ”Sugar”. Jeg synes, det er dybt inspirerende, hvordan både Jack Lemmon, Tony Curtis og Marilyn Monroe forsvarer og nuancerer deres karakterer. Komedien lever, fordi man aldrig ler ad karaktererne. Man ler med dem i deres håbløse forsøg på at overleve som kunstnere og som mennesker.
Hvor har du i øvrigt høstet inspiration til dit arbejde med denne forestilling?
– Rigtig mange steder! Jeg har lyttet til utroligt meget jazz, set mange tidssvarende gangsterfilm og læst om både depressionens og forbudstidens Chicago. Jeg har set musikvideoer, læst LGBTQ+-analyser af filmen og set musicals. Betragtet non-binære trends samt nutidens idéer om, hvad der er maskulint og feminint. Jeg ved snart ikke, hvor jeg ikke har hentet inspiration! Når jeg forbereder mig, er det stof, som jeg er optaget af, altid med mig i andet format. Så ser jeg måske noget, der bliver en vigtig reference – uden nødvendigvis at være klar over, at det var dét, jeg ledte efter.
Du har arbejdet på både Det Kgl. Teater og Aarhus Teater foruden Aalborg Teater, ligesom du har slået dine folder på adskillige mindre københavnske teatre. Hvad er den største forskel på at arbejde på Aalborg Teater og eksempelvis i regi af Teater Grob, Teater Får302 eller Teatret ved Sorte Hest?
– Når man arbejder på en landsdelsscene, er det altid et langt større maskineri, der skal smøres. Nogle steder afleverer man konceptet for en forestilling år i forvejen, og det har en betydning for fleksibiliteten omkring forestillingens aktualitet. Så der er en anden slags fleksibilitet på de mindre scener. Til gengæld er der langt flere ressourcer og en bedre bemanding på de større teatre. I forhold til Aalborg Teater er den største forskel, at skuespillerensemblet og forestillingernes tekniske bemanding kører repertoire. Det betyder, at de varetager mange forestillinger samtidig, og det medfører, at man ikke altid har skuespillerne til rådighed på samme måde, som hvis de kun var hyret ind til en enkelt produktion på et mindre teater. Det er udfordrende i forhold til prøveplanlægning, men til gengæld er ensemblet så velsmurt, dygtigt og sammenspillet, og skuespillerne kender hinanden så godt, at man kan komme meget langt på kort tid. Måske endda længere, end hvis man ikke kender hinanden og ikke deler tidligere fælles erfaringer. Men det er en meget anderledes måde at arbejde på sammenlignet med de små teatre.
Hvad er dit kunstneriske trademark, som man kan spore i såvel en stort anlagt musical som denne såvel som i mindre og måske også mere nicheprægede forestillinger?
– Jeg forsøger altid at portrættere mennesker som elskelige og håbløst fejlbarlige. Jeg kan godt lide at portrættere individer, der kæmper for at være i verden med de skævheder, som de nu engang måtte besidde. Jeg elsker også at arbejde med musik – og at blande genrer. At udfordre genrebegrebet giver mig en kunstnerisk frihed og sender mig steder hen, jeg ikke havde forventet. Jeg tror, at alle forestillinger, jeg har lavet, indeholder en grad af pop, surrealisme og genreforvirring. Nobody’s perfect.
Det kreative team består foruden dig af scenografen, kapelmesteren, koreografen, lys- og lyddesignerne. Hvor stor indflydelse har I internt i haft på hinandens ansvarsområder? Har det først og fremmest været pænt adskilt, eller har det snarere været et stort samsurium af kreativitet på kryds og tværs?
– Helt klart et stort samsurium! Scenograf Camilla Bjørnvad, koreograf Anja Gaardbo, kapelmester Niels Søren Hansen og jeg har udviklet det meste af konceptet i fællesskab. Vi har haft et frit og dejligt arbejdsrum, hvor det ikke har været så væsentligt, hvem der inspirerede hvem med hvad. Nu glæder vi os til at få skuespillerne og det øvrige team med på den tur!