Kønskamp på kredit

Programartikel til Kreditorer

Kønskamp på kredit
Af Jens Christian Lauenstein Led

Ved siden af Henrik Ibsen står August Strindberg som skandinavisk teaters helt store digteriske skikkelse. Og med Kreditorer møder vi et af flere eksempler på, hvordan Strindberg skriver sig op imod og skiller sig markant ud fra netop Ibsen. Faktisk kan man opfatte den centrale kvindefigur i Kreditorer, Tekla, som en meget strindbergsk korrigerende videredigtning af Ibsens nok mest berømte figur, Nora (som for tiden igen og igen efterlader Helmer i hans dukkehjem på den store scene her på teatret). Strindberg var alt andet end imponeret af Ibsens Nora som model for kvindens frigørelse, fordi han opfattede kønnenes mellemværender som uendeligt meget mere komplekse end noget, der kan rummes i en sort-hvid relation mellem undertrykker og undertrykt. Det er en af de ting, der foldes ud i Kreditorer.

I 1888 var der på Strindbergs eget, nyoprettede ”Skandinavisk Forsøgsteater” på Dagmarteatret i København premiere på Frk. Julie, som placerede Strindberg som den centrale forfatter med hensyn til både at gennemføre naturalismen, men også at sætte kønnenes kamp på scenen. Det er den kamp, der fortsættes med enakterne Paria, Den Stærkeste og altså Kreditorer, der også alle tre fik premiere på forsøgsteatret, blot året efter, i 1889. Den sidste med Gustav Wied i rollen som Adolf.

Mens Ibsen som nævnt med sin Nora aftegner en undertrykt kvinde, var Strindberg optaget af kvinder som aktive deltagere i den ubønhørlige økonomi, som kampen mellem kønnene i hans optik var. Når kvinder og mænd indgår relationer, så er der tale om en handel, hvor valutaerne bl.a. er penge, børn, utroskab, berømmelse, løgne, magt, vold og sex, selvfølgelig. I Kreditorer er Adolf således en kendt kunstmaler, og det er sikkert en væsentlig forklaring på, hvordan det kunne lykkes ham at få fat på den attraktive og vitale Tekla. Hun var i udgangspunktet hverken kendt eller kunstner, men via forholdet til Adolf fik hun materiale nok til at skrive og udgive en yderst autobiografisk roman, der bl.a. sælger, fordi den indeholder en hel del hel- og halvprivate oplysninger om Adolf, den kendte kunstmaler. Noget for noget. Og der er måske en pæn del Strindberg i Tekla. I hvert fald udgav han året før Kreditorer fik premiere den selvbiografiske roman, En dåres forsvarstale, der bl.a. og med stor detaljerigdom handler om hans forhold til sin daværende kone, skuespillerinden Siri von Essen.

Også mht. brugen af det autobiografiske materiale adskiller Strindberg sig fra Ibsen. Ibsens naturalistiske dramaer er sindrige og helt tæt sammenvævede konstruktioner. Perfekte illusioner, kunne man sige, mens Strindberg omvendt leger med illusioner og afdækker dem for i stedet at trække virkeligheden ind i al sin reelle kompleksitet, sin ufuldendthed og sin livsnære vitalitet. Mens kærlighed som romantisk projekt var en livsuduelig illusion, var samliv mellem mænd og kvinder selve den strid, som kunne give livet mening. Og Kreditorer er en sådan kampplads – velkommen i krigen.

Mere baggrundsmateriale

Programartikel: At erindre historien

Omkring en uge før premieren mødtes teatrets dramaturg med forestillingens islandske instruktør, Egill Pálsson til en samtale om hans forhold til materialet og hans arbejde med det på Aalborg Teater.

Læs mere her

Kønskamp på kredit

Programartikel til August Strindbergs drama 'Kreditorer' på Lille Scene. Skrevet af chefdramaturg Jens Christian Lauenstein Led.

Læs mere her