Julie Maj Jakobsen fortæller om at skrive til AAT Stream

Julie Maj Jakobsen er husdramatiker på Aalborg Teater, og er lige nu aktuel med den interaktive forestilling i tre dele Jeg har skudt mig selv for sidste gang. Her tager hun kendte figurer fra klassiske værker og lader dem mødes på nye måder. Forestillingen skrives og udvikles løbende bl.a. på baggrund af publikums input.

Projektet er en del af Aalborg Teaters nye digitale scene AAT Stream.

Her fortæller hun om projektet:

“Jeg har altid været fascineret af at arbejde med klassiske figurer fra værker, vi allerede kender godt og måske ligefrem har set i forskellige opsætninger og fortolkninger. Det gjorde jeg bla. også i Ødipus på Kreta og Daemon, som spillede på Aalborg teater for år tilbage. For mig er figurerne levende. De er godt nok skabt af en række statiske replikker skrevet af en forfatter på et stykke papir for mange år siden, skrevet og skabt ind i en kontekst. Men i store klassikere og god dramatik i det hele taget så er de nedskrevne ord kun rammen eller tøjet på figuren. I virkeligheden er det i det usynlige rum mellem ordene og linjerne, figuren for alvor folder sig ud og på en måde kan man sige, at det er de skjulte muligheder og sider af figuren, jeg arbejder videre med. Som dramatiker forsøger jeg selv at gøre dette usynlige rum så stort så muligt, når jeg skriver og derfor er det også fascinerende at bevæge sig ind i andre dramatikeres “gemmesteder”. Enhver figur rummer jo uudfoldede potentialer og hvad ville der ske, hvis jeg trak i den tråd i stedet? Jeg ved jo at alle replikker, sætninger eller handlinger i et stykke er udtryk for et valg. Figuren kunne altid have gjort eller sagt noget andet, som ville have resulteret i en anden fortælling osv. Ligesom det gælder for os mennesker hver eneste dag. Og på den måde oplever jeg, at ved at arbejde med eksisterende figurer, arbejder jeg samtidig med et eksistentielt grundvilkår som menneske: At se og anerkende at vi altid har et valg.

Et andet interessant aspekt kan man sige, er den evigt relevante samtale det automatisk afføder, når man tager figurer som Hedda eller Herman Bangs Tine og placerer dem i en nutid uden for deres eget univers, hvad fortæller deres historier os i dag? Hvorfor og hvordan er det relevant at beskæftige sig med dem nu?

Selvom skuespillerne kun har haft en prøvedag, har jeg selvfølgelig haft lidt mere end en dag til at skrive det. Men projektet er for alle medvirkende et “hit and run” proces og ikke mindst et eksperiment, som handler om at undersøge, hvad det her format kan og hvordan får man teater til at virke på digitalafstand? For mig er det vildt spændende at være med til. Dels er det altid livgivende med en afveksling i sin arbejdsproces, men det skærper jo i den grad også bevidstheden om ens virkemidler, når man pludselig skal bygge noget fra bunden men med nogle nye klodser, man aldrig har arbejdet med før. Her tænker jeg især på det interaktive element, som jeg aldrig har arbejdet med tidligere.”