Interview med Julie Maj Jakobsen

Dramatiker Julie Maj Jakobsen er en flittig og sikker leverandør af overrumplende dramaer til Aalborg Teater. Senest med ‘Aftenlandet’, som udspillede sig på et motorvejscafeteria et sted i Europa, hvor der sker det særegne, at en større flok flygtninge samles på parkeringspladsen foran cafeteriet. Hvilket får panikken og klaustrofobien til at brede sig blandt cafeteriets gæster, de fangede europæere. Teksten indbragte Julie Maj Jakobsen stor ros, herunder også en Reumert som Årets Dramatiker, og teksten opføres i denne sæson i nye opsætninger i Tyskland.

I sit nye drama ‘Efter Branden’ tager hun fat på et beslægtet tema. Denne gang udspiller handlingen sig i en såkaldt ghetto, en bydel med mange beboere med flygtninge- og indvandrerbaggrund, men også mange ressourcesvage repræsentanter for den etniske majoritet. I teksten flytter en repræsentant for middelklassen ind i ghettoen – en midaldrende mor og hendes unge søn, der har et stærkt vanskabt ansigt. Sønnen bliver dermed som tilflytter et mindretal midt i mindretallet, og moderens gode vilje møder den komplekse virkelighed. Dramaturg Jens Christian Lauenstein Led har talt med Julie Maj Jakobsen om teksten, hendes måde at arbejde på, og hvad der driver og motiverer hende.

 

JCLL: Julie Maj Jakobsen, du har skrevet en ny tekst til Aalborg Teater, Efter Branden. Og selvom den ikke er en direkte efterfølger til din forrige tekst, Aftenlandet, som vi også har opført, så er der alligevel et tematisk slægtsskab mellem de to tekster. Hvor Aftenlandet handler om europæernes frygt for de ikke-europæere, der prøver at komme ind i Europa, så handler Efter Branden om dem, der er kommet ind og bor i ghettolignende boligområder. Tænkte du på Efter Branden som en efterfølger til Aftenlandet?

JMJ: Ja, de udspringer jo af den samme tematik, men det var nu lidt et tilfælde, at det blev sådan. Idéen til Efter Branden kom af, at jeg læste om de nye ghettoplaner, da den tidligere regering udkom med dem. De planer går bl.a. ud på så at sige at flytte middelklassen ind i ghettoområderne, for på den måde at få en klassemæssigt og etnisk mere sammensat beboergruppe. Men når jeg bliver optaget af den tematik to gange, så handler det om, at jeg interesserer mig for det forhold, at vi i et samfund som det danske står i sådan en privilegeret position, når man sammenligner med så mange andre lande i verden. Og ikke mindst interesserer jeg mig for, hvordan vi forvalter denne privilegerede position i mødet med dem, der kommer hertil. Så på den måde handler det om forholdet mellem minoritet og majoritet. Og det handler selvfølgelig dermed også om etniske minoriteter, men egentlig har jeg hele tiden været optaget af klasseforskellene i bredere forstand. Klasseforskellene indeholder selvfølgelig også de etniske forskelle, men de etniske danskere, der bor i ghettoerne er i reglen også mindre bemidlede og har færre ressourcer end flertallet. Både materielt og i livet generelt. Det har primært været det blik, jeg har haft i arbejdet med Efter Branden, altså forskellen mellem majoritet og minoritet, mellem det at have eller ikke have ressourcer i et samfund som vores.

JCLL: I Efter Branden lader du en middelklassekvinde med et voksent barn flytte ind i en ghetto. Er hun dit alter ego i den forstand, at du godt kunne tænke dig at lege med den mulighed, at du flyttede ind i en ghetto og kunne se, hvordan det var?

JMJ: Ja, dels det, men det er også et forsøg på at tage ghettoplanen alvorligt. Stykket udspiller sig i en nær fremtid, hvor man han iværksat den plan og flyttet middelklassen ind i ghettoen. Det er det forhold, jeg gerne vil undersøge. I mine øjne en ret absurd måde at forholde sig til et mindretal på, altså når flertallet iværksætter den her slags, og tror, at et mindretal uden videre kan absorberes ind i et flertal og blive en del af det. Det synes jeg er ekstremt enøjet. Hovedkarakteren Maria, som er hende, der flytter ind i ghettoen, spejler den middelklasse, jeg selv tilhører, som er fuld af gode intentioner og al den bedste vilje, men altid helt ud fra egne intentioner og behov. Og derved ender – både Maria i teksten og middelklassen i samfundet – med at forsøge at gå ind og eliminere minoriteten, her de ressourcesvage. Og det gælder både ghettomiljøet, men for Maria jo også hendes egen søn. Sønnen står som en spejling af alt det, som også minoriteten oplever med at være anderledes og ikke at passe ind. Man kan sige, at jeg har lavet en spejling af samfundskonflikten i form af et mor-søn-forhold.

JCLL: Ja, altså Marias søn, Halfdan har et vanskabt ansigt. Det er selvfølgelig op til iscenesættelsen at svare på, hvordan denne vanskabning skal laves, men ud fra teksten er det i hvert fald så voldsomt, at andre oplever det som væmmeligt at se ham, og han går af samme grund helst med en hue trukket ned over ansigtet. Og han er så en spejling af det, som minoriteterne oplever?

JMJ: Ja, han er født forkert fra start, og han er udtryk for noget, som man egentlig ville ønske sig anderledes. Og i forhold til ham er Maria den store moder, der skal lede ham ud af vanskelighederne, og det gør hun i mine øjne på en uheldig facon. Hendes strategi er på en måde at se hen over hans anderledeshed. Og hun kommer til, i den bedste vilje, at forvente af ham, at han skal leve som om, han var normal. Som om det var et valg, man kunne træffe. Og det er der, jeg synes fejlslutningen sker i forhold til minoritet-majoritet-konflikten.

JCLL: Men hvad skulle man så gøre? Nu er du jo forfatter og ikke politiker eller sociolog, og derfor skylder du ikke et svar på det. Men hvis du skulle svare alligevel, og lad os blive i det nære med Maria og hendes vanskabte søn. Hvad ville være en bedre vej end Marias, hvor hun bare insisterer på, at han ikke skal behandles anderledes end en dreng med et normalt ansigt, så dvs. projektet er at lade som om, han har det.

JMJ: Det har jeg jo ikke svaret på, og der er ikke nogen nemme løsninger på nogen af de her problemstillinger, jeg cirkler om, vel. Men jeg tænker, at første skridt må være, at anerkende fremmedheden og anderledesheden og se den i øjnene og omfavne hvad den så betyder for den enkelte. Og holde op med at se på det som noget, man som individ bare kan løse ved bare lige at forholde sig anderledes til det. Det er nogle helt andre, store strukturer omkring minoriteten, der styrer – det gælder også Halfdan, der er præget af strukturen omkring ham; de situationer, han bliver placeret i; de forventninger, han møder. Og det samme gælder i større forstand for alle ghettobeboerne, der selvfølgelig også er styret af alt det strukturelle omkring dem og den politiske virkelighed, de lever i, og hvad vi som samfund forventer af dem. Og der synes jeg jo at der er en tilbøjelighed til, at vi i den bedste vilje kommer til at se hen over, hvad man faktisk står i, og at vi tror, at det skulle være et individuelt anliggende at skulle løfte enhver minoritet ud af det, der truer dem.

JCLL: Så det handler altså om den samme fejlslutning, både når vi forventer af de ressourcesvage, at de uden videre burde kunne tage sig sammen af sig selv, tage en uddannelse og bidrage til samfundet, og når vi forventer af flygtninge, at de bare lige skal tage et danskkursus og en uddannelse og så ret hurtigt og gnidningsfrit blive til færdiglavede danskere?

JMJ: Ja, skåret sådan helt firkantet ud, ja, så er det det sådan jeg tænker det.

JCLL: Plottet er jo bygget op omkring en brand, hvilket jo også ligger i selv titlen. Men der er en påsat brand, og der er en dreng, der dør ved den brand. Men drengen var iført Halfdans maske, så man må gå ud fra, at den, der har påsat branden ønskede at skade, ja måske dræbe Halfdan. Men teksten svarer ikke entydigt på, hvem der har påsat branden. Hvorfor fortæller du os ikke det?

JMJ: Det gør jeg ikke, for jeg vil gerne have at stykket skal pege tilbage på os selv, og jeg tænker, at det sted, hvor vi som tilskuere placerer skylden, det hænger uløseligt sammen med vores fordomme omkring det her område. Og hvordan vi anskuer problemstillingerne. Så mit håb er, at tilskueren ved netop ikke at få svar på, hvem den skyldige er, kan få øje på, hvordan man faktisk selv er tilbøjelig til at tænke om de her mennesker. Det er min drøm i hvert fald. At det er det, det skal munde ud i.

JCLL: Altså, at de enkelte tilskuere ikke nødvendigvis har samme opfattelse af, hvem der har påsat branden?

JMJ: Ja, og hvis teatret lykkes sådan som man håber, at det så vil munde ud i samtaler efter forestillingen, hvor man opdager, at vi læser konflikten forskelligt. Jeg har bestræbt mig på at fortælle en historie uden skurke, men hvor forskellige, modsatrettede gode viljer støder sammen. Og så håber jeg, at tilskuerne vil opdage, at de opfatter det forskelligt, og derved bliver opmærksomme på deres egne filtre, den måde, de ser verden på, og herunder også deres fordomme. Det er mit håb. Men jeg har jo samtidigt selv min idé om, hvem der gør det, det er ikke mere skjult end det. Det er ikke gåden for gådens skyld, jeg er optaget af.

JCLL: Nu siger du selv, at du tilhører middelklassen. Men hvordan opstår så denne her interesse for underklassen eller de ressourcesvage – det er jo en interesse, der også findes i mange af dine andre tekster. Hvorfor går du ikke i kødet på din egen klasse, middelklassen?

JMJ: Jeg synes rent faktisk det er middelklassen, jeg er hårdest ved – både i Aftenlandet og i Efter Branden. I Efter Branden er det vores, middelklassens blik, der er afsættet, dvs. Marias blik på både medbeboerne i ghettoen og hendes egen søn. Og i Aftenlandet er afsættet den privilegerede, vesterlændings blik på flygtninge. Det er det, der er omdrejningspunkterne, og det tror jeg hænger sammen med, at jeg er optaget af, hvordan fællesskab og ansvar hænger sammen, hvis et samfund skal fungere. Det tror jeg egentlig er den drivende motor i det meste, jeg skriver. Altså forholdet mellem det personlige ansvar og ansvaret overfor fællesskabet.

JCLL: Nu bor du jo lige udenfor Aarhus, så du kunne jo i princippet godt flytte til Gjellupparken sammen med din familie. Har det nogensinde været aktuelt?

JMJ: Jeg har fuld respekt for dem, der gør det af egen fri vilje. Jeg er ikke så begejstret for ghettoplanens drømme om at gennemtvinge det ovenfra og nedefter. Men personligt er jeg ikke på vej ud i Gjellerupparken, og jeg har ikke nogen forestilling om, at jeg er lige som dem eller forstår dem, der bor der. Der er jo en forskel, og den står jeg fuldstændig ved.

JCLL: Ja, du lader Azim sige til Maria: ”I vil altid være de fremmede. Dem, der ikke hører til.”

JMJ: Ja, og det er ikke fordi jeg er pessimistisk på vegne af om det kan lade sig gøre at leve sammen. Men jeg er pessimistisk på vegne af den måde, Maria tror, hun kan komme ind og være den store frelser. Hun opfører sig i virkeligheden sådan. Som den ydmyge frelser. Og det er fordi hun er drevet af sin egen agenda i virkeligheden. Og det er deri min kritik ligger: At det er en samfundsmæssig agenda, der har designet den her ghettoplan. Og der er det min pointe, at første skridt må være, at man ser alle forskellene i øjnene, ser fremmedheden i øjnene, og kunne det godt være, at man kunne begynde at bygge bro. Men så længe vi bare ser hen over fremmedheden og hele tiden problematiserer den og forskellene, så kommer vi ikke meget længere.

JCLL: Altså, når vi bliver ved med i virkeligheden at ønske, at forskellene slet ikke var der?

JMJ: Ja. Selvfølgelige synes jeg, at man skal forsøge at løfte den lavere sociale klasse, det er ikke fordi jeg ikke vil det, men man er bare nødt til virkelig at åbne sine øjne for, hvad modparten står i. Og hvis man med sin bedste vilje ikke gør det, og på den måde siger, at anderledesheden slet ikke er der, så strander forsøget der. Eller også bliver det bare en konservativ status quo.

JCLL: Jeg vil også gerne spørge lidt til din måde at arbejde på. I det her tilfælde kunne man jo godt forestille sig, at du havde lavet en del research, måske at du var flyttet ind i et ghetto-område i en periode, midlertidigt. Det er der jo nogle forfattere og kunstnere, der har gjort. Hvordan har du arbejdet?

JMJ: Jeg er ikke forfattertypen, der gør den slags. Det kunne jeg selvfølgelig godt gøre, men min interesse er nok mere nogle bagvedliggende strukturer, end det er de konkrete virkeligheder, dvs. hvordan der ser ud og hvordan man præcis lever i en ghetto. Jeg laver selvfølgelig min research, men det er mest af den slags, jeg kan lave hjemmefra fra computeren. Der læser jeg selvfølgelig ting og sager for at blive klogere på de overordnede ting, så jeg ikke skriver mig ind i et eller andet, der ikke har med virkeligheden at gøre. Men motoren er ligesom at finde ud af, hvad der er kernekonflikterne, og de bunder i virkeligheden altid i konkrete, psykologisk figurer, som ikke nødvendigvis behøver at være hentet fra den konkrete virkelighed derude, men som godt kan være mine egne.

JCLL: Men det lyder som om processen i dette tilfælde er begyndt med, at du har læst i et nyhedsmedie, at nu har regeringen fremlagt en ghettoplan, som bl.a. går ud på, at hvis vi blander beboersammensætningen op med middelklasse, så løser problemerne sig nok.

JMJ: Ja, og jeg tror da også det er rigtig, at jeg tit bliver sat i gang af et eller andet, der sker ude i virkeligheden, ligesom det var med Aftenlandet. Altså, det der med at være ”en politisk kunstner” – jeg ved ikke helt hvad det vil sige, men jeg vil nok betegne mig selv som en kunstner, der bliver engageret af noget, der foregår derude og bliver drevet af det. Og i det her tilfælde, så var det jo helt konkret en artikel, som jeg læste om ghettoplanen, og så var jeg parallelt med det, optaget af det med at være anderledes i verden og være født forkert. Og så begyndte der at være de her paralleller i figurerne, som jeg syntes, jeg kunne bruge – paralleller mellem kritikken af ghettoplanen og så de mere nære og eksistentielle konflikter.

JCLL: Hvis vi vender os mod fremtiden, så kan man sige, at nu hvor du har skrevet to dramaer med det samme tema, så kommer automatisk spørgsmålet, om det skal blive til en trilogi. Skal det det, kommer der et tredje drama om forholdet mellem europæerne og flygtninge/indvandrere?

JMJ: Eftersom det ikke var hensigten, at Efter Branden skulle være en to’er, så har jeg selvfølgelig heller ikke tænkt, at det skulle være en trilogi. Men faktisk, så kunne det projekt, jeg går og tænker på for tiden, sagtens tematisk lægge sig som en 3’er i trilogien. Stadigvæk altså fra en helt tredje vinkel, men kredsende om det samme, dvs. vores blik på de andre. Men tanken er så at se det med udgangspunkt i højrepopulismen.

JCLL: Det lyder spændende. Kan du fortælle mere om de tanker?

JMJ: De er endnu meget ukonkrete og peger i mange retninger, men det jeg er nysgerrig på er den forskydning, der sker, når højrepopulismen, som jo immervæk stadig kun repræsenterer en minoritet, begynder at påberåbe sig majoritetens magt og påstå at være folkets store, sande stemme. Jeg er nysgerrig på, hvor det kommer fra og hvad det gør ved det samlede billede. Man kan jo ikke åbne en avis uden at læse om det emne i en eller anden grad. Det synes jeg faktisk er uhyggeligt. Så det er igen det, der driver mig – at højrepopulismen dukker op i alle lande, og uanset forskellene fra land til land, så har den altid det til fælles, at den påstår at have folket bag sig. Og det er jo en fuldstændig omskrivning af virkeligheden, men alligevel bliver det selvforstærkende. Den kamp om at definere virkeligheden, den synes jeg det er dybt relevant at pege på.

JCLL: Så er det jo bare at glæde sig til at man kan få lov at læse den. Eller se den på et teater nær dig i nær fremtid. Hvis du skriver en tekst om højrepopulimen, så ER det i hvert fald en trilogi!

JMJ: (ler) Ja, det vil jeg også sige.

JCLL: Hvis man nu skulle tale lidt mere generelt om, hvad teatret kan for dig, hvad skulle det så være? Hvad skal der i bedste fald ske for tilskueren, når hun eller han oplever fx en vellykket opsætning af en af dine tekster?

JMJ: Tit taler man om to retninger – enten at ville skabe debat og diskussion eller at ville røre sit publikum. Selvom der selvfølgelig også findes forestillinger, der kan det hele. Men jeg er ikke i udgangspunktet så optaget af at vække en diskussion, som skal foregå ude i foyeren bagefter. På den måde er jeg ikke polemisk eller debatinteresseret. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at tilskueren har en samtale bagefter, men det, jeg i virkeligheden gerne vil er at publikum skal føle sig set. Det er det, jeg selv godt kan li’. Når jeg genkender mig selv i noget, som ikke er mig, men som er noget, jeg ikke havde set i mig, men som vækker resonans i en klangbund i mig, som jeg ikke lige havde set eller været optaget af. Men det er jo mere en følelsesmæssig ting, der handler om energi, end det er en intellektuel ting. Selvom man kan diskutere det, jeg skriver, så er den virkning, jeg gerne vil have, at man føler, der er en dør, der er blevet åbnet ind til noget, til et rum, man ikke helt kan sætte ord på.

JCLL: En slags – overraskende genkendelse?

JMJ: Ja, sådan et eller andet. Ligesom en farvepalet, man ikke havde set sat sammen på den måde før, uden at man forstår nøjagtigt hvad den sammensætning skal mig. Jeg tror, det er den bevægelse, der er med til at skabe udvikling, og det er nok det, jeg drømmer om, som forfatter. At være med til at udvide verden og vores opfattelse af den.

 

Foto: Lars Horn

Mere baggrundsmateriale

Programartikel: At erindre historien

Omkring en uge før premieren mødtes teatrets dramaturg med forestillingens islandske instruktør, Egill Pálsson til en samtale om hans forhold til materialet og hans arbejde med det på Aalborg Teater.

Læs mere her

Kønskamp på kredit

Programartikel til August Strindbergs drama 'Kreditorer' på Lille Scene. Skrevet af chefdramaturg Jens Christian Lauenstein Led.

Læs mere her