Instruktør Anja Behrens om Larm i kulissen

Anja Behrens undersøger underholdningsteater – læs om hendes tanker her
Hvorfor laver vi Larm i kulissen?

Vi befinder os i en tid hvor vi bliver konfronteres med et negativt verdensbillede og det bliver stadig sværere for os at definere og skelne mellem realitet og løgn. Hvad er endnu sandt i verden, hvad kan jeg fortsat tro på, hvad har til stadighed betydning, hvad berører mig og hvad er min mission i livet?

Min iagttagelse er, at underholdningens nødvendighed er blevet større, at underholdningen må skabe et rum, hvor man kan undslippe tomheden og desorienteringen, hvor man ikke sidder over for katastrofen og hvor der endelig er plads til latter, lethed og enkelhed. Et absurd og også farligt moment, fordi mennesket holder op med at forholde sig til og granske sig selv og sine omgivelser.

I kunsten er vi konfronteret med, at publikum udebliver, når det bliver for tungt, kompleks og smerteligt. Det er med andre ord ikke let at arbejde som kunstner, da det eksistentielle, dybden, alvoren og granskningen ofte er vigtige momenter, som driver kunst fremad. Hvor kan kunst og underholdningen mødes? Begge har brug for hinanden. Netop dette moment har jeg lyst til at undersøge og derfor har jeg lyst til at arbejde med Larm i kulissen!

Farcens klassiker, en fantastisk komponeret farce. Et underholdningens mesterværk.

At det lykkes for mig og os at dykke ned i en underholdningsundersøgelse, netop fordi det er så aktuelt og fordi det forvirrer og udfordrer mig personligt, ja næsten provokerer mig. Ja, hvordan kan jeg søge efter nødvendighedens moment i underholdningen, hvordan kan jeg personligt involvere mig, uden at forfalde til latterlighedens eller arrogancens distance?

Første gang jeg læste Larm i Kulissen, berørte særligt to sætninger mig:

Det her hus er uhyggeligt (’hus’ står her som et symbol på verden).
Verden går i stykker.

Desuden har jeg fra begyndelsen fundet spillet i spillet i spillet inspirerende, masken bag masken bag masken. Som allerede Shakespeare sagde det: Hele verden er en scene og alle kvinder og mænd blot spillere; de optræder og træder så af igen.

Dramaturgien fra første til anden og til tredje akt er meget spændende. Her finder jeg især transformationen fra farce til det absurde, groteske og videre til aggression og den lurende intethed fascinerende. Og hvordan denne transformation vil indvirke på latteren.

Første akt oplever jeg som 100% farce. Her siger man fuldstændig ja til underholdningen, her er målet at lave den bedste af alle farcer og at dykke ned i en underholdningens verden sammen med publikum, hvor man ubesværet kan og må grine, hvor man glemmer tungheden og kan give slip. En farce, som har til mål at underholde publikum ved at give det usandsynlige eller ekstravagante, men ofte tænkelige situationer, forklædninger og forvekslinger. Sproglig humor inklusive ordspil og seksuelle antydninger, og et hurtigt tempo, som i løbet af stykket bliver endnu hurtigere.

I anden og tredje akt dykker vi så mere og mere ned i det absurdes og groteskes verden. Som vil vise verdens sindsfrihed og de orienteringsløse mennesker heri.

Den truende intethed ligger til grund for det groteske. Men idet det indgår i et kunstnerisk spil, indfanges det nihilistiske øjeblik, således at Wolfgang Kayser, en tysk dramaturg kan sige: ”Brugen af det groteske er forsøget på at afvise og tiltrække det dæmoniske i verden.” Han definerer det groteske som ”fremmedgjort verden, hvori vores orientering svigter.

Indtil intethedens øjeblik. Selvkonfrontationen. Hvad det end er. Jeg har ingen anelse om, hvor vi ender.

Jeg ønsker mig en emotionel rejse med latteren. Den lyse, muntre latter hen til den mere ho ho ho-agtige latter, som bliver siddende i halsen – den latter, som ikke længere er sjov.

PS: Ordet farce er oprindeligt et kulinarisk udtryk, der betegner en fyldning af finthakket kød.

Mere baggrundsmateriale