Herremandsretten

Programartikel til Figaros bryllup

Herremandsretten
Af Jens Christian Lauenstein Led

”Figaros Bryllup” var i første omgang ikke en opera af Mozart, men den midterste komedie i en trilogi om en snu tjener ved navn Figaro. Trilogien er skrevet af den kontroversielle, franske digter Pierre Beaumarchais, og trilogiens første komedie, ”Barberen i Sevilla” blev også til en opera, men af Rossini. Figuren Figaro er fra Beaumarchais’ side tegnet med stærke selvbiografiske træk, idet forfatteren også selv stod adlen og magten nær. Forfatter og figur var begge snu tjenere, der levede livet farligt.

I ”Barberen fra Sevilla” møder vi Greven. Han er forelsket i den unge og adelige Rosine fra Sevilla, men hun skal, mod sin vilje, giftes med den væsentligt ældre Dr. Bartholo. For at være sikker på, at Rosine ikke blot skal forelske sig i grevens titel og penge, forklæder han sig som en fattig student. Bartholo forpurrer dog Grevens planer, men så støder han på sin tidligere tjener, Figaro, der i mellemtiden er blevet barber i byen. Med Figaros hjælp får Greven med list vundet Rosines gunst og de gifter sig. ”Figaros Bryllup” begynder tre år senere, hvor Greven allerede er blevet træt af Rosine, for i stedet at kaste sit begærlige blik på hendes unge kammerjomfru, Suzanne. Hun er dog egentlig forlovet med Figaro, og nu er spørgsmålet så, om Greven virkelig som lovet kan afstå fra at gøre brug af herremandsretten. En gammel ret, der tillader enhver adelig at få den første nat med den nye brud, når en af hans folk gifter sig.

De to første komedier i trilogien var i deres samtid, 1775 hhv. 1778, populære, men også farlige. Lederen af den franske revolution, George Danton bemærkede endda, at adlen blev likvideret allerede med Beaumarchais’ Figaro-komedier, og Mozart blev mødt med modstand ved hoffet i Wien, da det kom dem for øre, at han ville sætte musik til denne ”franske komedie”. Det sprængfarlige potentiale ligger i, at disse komedier afdækker, at den mandlige del af adlen har skaffet sig en række privilegier, herunder retten til et promiskuøst liv, dvs. retten til at udleve sin liderlighed uhæmmet og om nødvendigt under tvang. Og det at udstille det forhold førte dengang til både komedieforbud og senere guillotineringer.

Når en adel, en overklasse, en elite har skaffet sig en overmåde stor andel af alle værdier, så begynder den at hæve sig over den lov, der gælder for alle andre. Og for at legitimere det, må den etablere et narrativ om, at disse særrettigheder er til alles bedste i det store spil. Hvis en almindelig borger voldtager en anden mands brud på bryllupsnatten, så er han en forbryder, der skal sættes fast. Hvis en privilegeret gør det samme, så udfører han blot sin pligt, og det er til alles bedste. Logikken genfindes for tiden tydeligt i det finansielle begær. Når en borger anvender sort arbejde, snyder i skat mv., så straffer loven. Hvis altså borgeren bliver taget. Når de store banker sætter beløb så store som hele nationers bruttonationalprodukt over styr, når de via lobbyvirksomhed får fjernet de love og reguleringer, der skulle tæmme deres begær, og når de ovenikøbet bryder loven og svindler, hvorved hele samfunds finanser truer med at styrte i grus, hvad sker der så? Jo, så kommer denne verdens største statsmænd og betaler regningen med skatteydernes penge, og bankene reddes fordi de er ”too big to fail”. Og så kan bankerne fortsætte mere eller mindre som hidtil, selv om man pro forma har fjernet deres ”herremandsret” ved tilsyneladende at genindføre nogle reguleringer med brask og bram, som hurtig lige så stille bliver fjernet igen.

Og mon ikke det er en slags ”herremandsret” som igen får franskmændene i gaderne i gule veste på? At de undtagelser fra loven som gennem årtier nu er afdækket i Elf-skandalen og andre tilsvarende sager, peger på alvorlige korruptionsforhold helt til tops i det franske samfund – både finansielt og politisk. Synderne slipper af sted med det, mens større og større dele af middelklassen har en tom konto senest den 20. i måneden. Og må derfor lukke hullerne med dyre kviklån, sort arbejde mv., indtil loven straffer dem hårdt og hænger dem ud som dårlige betalere. Den form for ulighed for loven underminerer tillid og sammenhængskraften i samfundet, og så skrives og spilles kommedier som ”Figaros bryllup”.

Mere baggrundsmateriale

Programartikel: At erindre historien

Omkring en uge før premieren mødtes teatrets dramaturg med forestillingens islandske instruktør, Egill Pálsson til en samtale om hans forhold til materialet og hans arbejde med det på Aalborg Teater.

Læs mere her

Kønskamp på kredit

Programartikel til August Strindbergs drama 'Kreditorer' på Lille Scene. Skrevet af chefdramaturg Jens Christian Lauenstein Led.

Læs mere her