Heltinde fra underklassen – henvendelse Anita

Af Jens Christian Lauenstein Led

De tre forestillinger Alle mulige ting til salg, Revolution i kommunen og Dødsbo på pløjemarken deler undertitlen – henvendelse Anita, og de udgør tilsammen en saga om en heltinde fra underklassen. Processen, der førte til at en forestilling blev til to, og til sidst til tre, er samtidigt historien om et projekt, der fik vokseværk. Tilsammen er det hele blevet en teatersaga, der er enestående for Aalborg Teater, ja for dansk teater i det hele taget.

Henrik Szklany begyndte arbejdet på det, der blev til sagaens første del allerede i 2016. Ambitionen var at lave et virkelighedsnært projekt om klasseforskelle i Aalborg med større børn som kilde. Men det havde lidt svært ved at tage form, og så tog arbejdet en helt anden retning, da Szklany bestemte sig for at skrive et drama fra underklassen i udkantsnordjylland og med dramaturgiske lån fra Tennessee Williams’ Omstigning til Paradis: en søster kommer på besøg, fortiden rulles op, mennesker tiltrækkes af hinanden, og ting falder fra hinanden. Alle Mulige Ting Til Salg havde premiere 7. september 2018, og det blev en stærk forestilling i husinstruktør Martin Nyborgs iscenesættelse, med scenografi af Laura Rasmussen og med Marie Knudsen Fogh i hovedrollen som Anita. Men Szklany – og for den sags skyld hele det kunstneriske hold – følte ikke, at de var helt færdige med fortællingen. To år senere, 20. november 2020, var der derfor premiere på anden del af historien, Revolution i kommunen. Samme team, samme fortælling, men nu to år længere fremme, to år længere nede i underklassesumpen. Hvor grundplanet i første del tipper til 45 grader, stod det nu lodret. I mellemtiden var vi på Aalborg Teater begyndt at gemme på forestillingerne, så vi kan tage dem op igen og spille dem i repertoire, så førstedelen blev også genopført. Og begge dele blev endda flyttet op på Store Scene, da publikums interesse for Anita og hendes familie og venner var taget til. Men selvom der sker mangt og meget i sagaens anden del, var der stadig mere at fortælle om Anita. Det følte vi alle. Derfor arbejdede Szklany videre med tredje og sidste del af sin saga, sådan at vi nu har en hel, samlet fortælling på tre forestillinger, der afsluttes definitivt med Dødsbo på pløjemarken. Det er ikke set før, at en samlet fortælling udfoldes så omfattende, sammenhængende og over så lang en periode.

Og hvad handler denne Anita-saga så om? Jo, den handler om en heltinde, der mod alle tænkelige odds og uden reelle chancer for at vinde, kæmper indædt mod den tvang, som samfundet underkaster hende. Da vi møder hende første gang, handler det især om tvangsaktivering. Hun lider kraftigt af fibromyalgi, som er en virkelig og meget reel sygdom, selvom mange i Anitas omkreds opfatter det som hysteri, men uanset hvor fysisk dårlig hun er skal hun tvangaktiveres ind i det ene håbløse job-projekt efter det andet. Ellers ryger understøttelsen. Hun siger nej til tvangen, men straks truer en ny, nemlig tvangsauktion. Nu er det huset, barndomshjemmet, hendes eneste arv, der truer med at ryge. Kun Nabo-Johns hjælp (som er alt andet end gratis) redder hende. Men sønnen Lars må ned ad skråplanet og ud i virkeligheden på egen hånd.

Lars vender dog fortvivlet tilbage i anden del med en nyfødt baby. Det varmer Anita og papbedstefar John, men igen truer tvangen: De sociale myndigheder ser sig nødsaget til at foretage en tvangsfjernelse af hensyn til barnets tarv. End ikke en hel revolution i kommunen kan ændre på det. Dog får hele misæren bragt de to søstre, Anita og Beate, tættere på hinanden. Og det er de stadig i tredje og sidste del, hvor Anitas helbred ikke blot halter, men er tæt på at lægge hende helt ned. Og så nytter det ikke engang, at hendes søn Lars kommer ud af fængslet og lægger sig i alle seler for at holde sammen på den hårdt prøvede familie. Men denne gang er Anita forberedt på den kommende tvang, nemlig tvangsanbringelse på plejehjem. Den sidste trumf, skal det samfund, som hun kalder ”systemet” ikke have på hende, for nu tager har Anita tænkt sig at tage sagen, sit liv og sin død, i egen hånd.

Undervejs i arbejdet med denne saga har det, dramaturgisk set, mange gange været den klassiske tragedie, som Szklany har hentet inspiration i, og dette lån er blevet meget tydeligt, nu hvor vi kan se hele værket i sammenhæng. I antikken skrev tragediedigterne trilogier, hvor vi følger den tragiske helts grusomme færd gennem tre dilemmaer og frem mod en afsluttende forsoning. Helten ligner os, men er stærkere og møder også større modstand, end (de fleste af) os. Heltens kamp er reelt umulig, men det får aldrig karakterer som Medea, Elektra eller Ødipus til at give op eller stikke af. De kæmper altid til det sidste, også selvom det koster dem det hele.

Det er ingen tilfældighed, at Anita deler sit mod og sin vilje til at stå oprejst i strid modvind med de tragiske helte. Szklany har nemlig dramaturgisk set taget udgangspunkt i den klassiske tragedie og anvendt en femaktsstruktur, hvor tingene udvikler sig fra de fem trin eksposition, komplikation, knuden strammes, formørkelse, katastrofe. Når en hovedkarakter skal stå det igennem tre gange, må der med nødvendighed være tale om en heltinde. Men Szklany har tilføjet tragikken et afgørende, forsonende element, nemlig en varm og kærlig humor. Midt i alle grusomhederne på bunden af samfundet, møder vi i denne saga altid humoren. Både dramatikerens kærlige humor, der stiller figurerne i håbløse situationer med endnu mere håbløse løsningsforsøg. Men også figurernes egen humor, der lader dem grine af galgen og alle denne verdens trusler om tvang og underkastelse. Sammensætningen af tragik og humor gør sagaen gruopvækkende rørende, og lattervækkende på en gang. Sagaen er en lang og hård omgang, men vi synes, den er hele rejsen værd.