Værd at vide om Aalborg Teaters årskort
Her kan du få svar på de fleste af dine spørgsmål til årskort. For nemheds skyld har vi delt svarene ind i følgende afsnit:
1) Hvad er et årskort?
2) Hvad skal jeg være opmærksom på før jeg køber årskortet?
3) Hvordan bruger jeg kortet når det er købt?
4) Hvordan bytter/afmelder man årskortbilletter?
5) Hvad sker der hvis en forestilling bliver aflyst?
6) Hvad gør man hvis man ikke har computer eller mail?
7) 8 tips til brug af dit årskort
8) Automatisk gentegning
1) HVAD ER ET ÅRSKORT?
Et årskort er en online-løsning, hvor du, når du har købt årskortet, har adgang til 1 gratisbillet til samtlige egenproducerede forestillinger ét år fra købsdatoen. Der er ingen skjulte gebyrer eller merpriser, med undtagelse af Larsens Teatersupper, hvor der opkræves 60 kr. for selve suppen. Gæstespil er som udgangspunkt ikke en del af årskortet, men der kan være undtagelser – dette oplyses på forestillingssiden.
HVAD KOSTER ÅRSKORTET?
Årskortet koster kr. 995
Årskort for to personer koster kr. 1.990
Er du under 25 år, kan du købe et årskort for kr. 495
Og er du studerende med gyldigt studiekort koster et årskort kr. 595
Årskortet købes på aalborgteater.dk/aarskort.
HVOR MANGE FORESTILLINGER KAN JEG SE PÅ MIT ÅRSKORT?
Så mange du har lyst til. Når først årskortet er købt er det op til dig, hvor mange forestillinger du vil se. Aalborg Teater har i gennemsnit 8 helt nye produktioner pr sæson, og dertil kommer genopsætninger af tidligere forestillinger, skoleforestillinger samt meroplevelser som fx Larsens Teatersupper og 3. stop fra Gug.
Du kan frit se alle disse forestillinger gratis 1 gang på dit årskort.
ER DER FORESTILLINGER ÅRSKORTET IKKE GÆLDER TIL?
Årskortet kan som udgangspunkt ikke benyttes til gæstespil. Undtagelser vil står på forestillingens hjemmeside.
GÆLDER ÅRSKORTET KUN TIL BESTEMTE DAGE ELLER BESTEMTE PLADSER?
Årskortet gælder til ALLE dage og ALLE pladser, så længe der er ledige billetter.
HVAD HVIS JEG VIL SE EN FORESTILLING FLERE GANGE?
Hvis du ønsker at se forestillingen flere gange, skal du blot have betalende gæst med i teatret, så kan du komme i teatret gratis på dit årskort. Din gæst vil får 50 kr. rabat af normalprisen med en ”årskort – tilkøb med rabat”-billet.
Bemærk, at du skal kontakte Aalborg Teater Billetservice på tlf. 96316020, hvis du vil se forestillingen igen.
2) HVAD SKAL JEG VÆRE OPMÆRKSOM PÅ FØR JEG KØBER ET ÅRSKORT?
Først og fremmest skal du være opmærksom på, at årskortet er en online-løsning. Det betyder at billetterne skal hentes på aalborgteater.dk.
Dette kræver et login bestående af en unik mailadresse og en adgangskode. Du skal derfor have en mailadresse og adgang til en computer for at kunne benytte årskortet uafhængigt. Har du ikke computer eller mailadresse, så se afsnit 6.
Du skal også være opmærksom på at årskort som udgangspunkt har automatisk gentegning. Det vil sige at der automatisk trækkes for et nyt årskort dagen før det gamle udløber. Ikke alle årskort har automatiske gentegning, fx hvis kortet er helt eller delvist betalt med gavekort eller kontanter. Du kan ikke selv afmelde den automatiske gentegning eller ændre dine betalingsoplysninger – her skal du kontakte Billetservice på 96316020 senest hverdagen før dit kort udløber.
ÅRSKORTET ER PERSONLIGT
Et årskort er personligt, og det er køberen af årskortet, der står som ejer af det.
Det betyder at man ikke kan købe årskort til andre, og at man ikke kan give sine årskortbilletter væk. Der udstedes et plastisk årskort efter køb, som skal medbringes sammen med årskortbilletterne, hver gang du skal i teatret. Du kan også hente dit årskort på Wallet.
HVORDAN FÅR JEG MIT PLASTIK ÅRSKORT?
Årskortet bliver sendt med posten. Der kan gå op til 15 arbejdsdage før dit årskort ligger i postkassen. Indtil du modtager dit plastik årskort kan du bruge den pdf, du modtog med din årskortkode. Du kan også hente dit årskort på Wallet.
KAN JEG FØRST BESTILLE BILLETTER, NÅR JEG HAR MIT PLASTIK ÅRSKORT?
Nej, du kan begynde at bestille billetter, så snart du har købt dit årskort. Du skal blot logge ind på aalborgteater.dk, så kender systemet din årskortkode. Går du i teatret i en gruppe, kan du bruge årskortkoden i den pdf, du fik tilsendt, da du købte årskortet.
HVOR MANGE KAN JEG KØBE ÅRSKORT TIL?
Kun dig selv. Den, der køber årskortet, står som ejer af årskortet. Ejerskabet kan ikke overføres efterfølgende.
Det betyder også at alle årskortholdere skal have deres egen profil, når de køber årskortet.
HVAD HVIS VI HAR EN FÆLLES MAILADRESSE?
Har I fælles mailadresse, skal I købe et Årskort + gæst. Det giver adgang til 2 billetter pr titel. Den, der opretter årskortet, står som ejer af kortet og kan invitere sin partner med som gæst. Bemærk, at gæsten ikke kan bruge årskortet uafhængig af kortets ejer.
HVAD HVIS JEG GERNE VIL HAVE ET ÅRSKORT TIL ET BARN?
Hvis barnet er under 15 år, skal der oprettes en profil uden mailadresse. Det gøres ved at en forælder eller værge kontakter Aalborg Teaters Billetservice på 96316020. Når årskortet er købt, kan forælderen/værgen hente billetter på barnet årskort ved at logge ind på deres egen profil og tilføje barnets årskortskode til ordren.
Unge over 15 år skal have deres egen profil med egen mail, så de kan bruge årskortet uafhængigt af deres forældre.
HVORFOR KAN JEG IKKE KØBE ÅRSKORT TIL ANDRE?
GDPR-reglerne gør, at du ikke må udlevere andres persondata, og at vi ikke må modtage dem.
Fordelene ved at alle årskortholdere har deres egen profil er:
- Den enkelte årskortholder modtager sine egne billetter, også selvom de er bestilt af en anden
- Der er ingen tvivl om hvilke billetter hører til hvilken årskortholder i en byttesituation
- Sæderne er lettere at fordele, når der hentes billetter på aalborgteater.dk, da alle gruppens medlemmer er repræsenteret ved navn
- Årskortholderen kan benytte årskortet uafhængigt af andre
- Alle årskortholdere får direkte besked, hvis der er ændringer i spilletider eller aflysning af forestillinger
3) HVORDAN BRUGER JEG ÅRSKORTET, NÅR DET ER KØBT?
Når du er klar til at hente billetter på dit årskort, skal du logge ind på aalborgteater.dk.
Du skal bruge din mail samt den adgangskode, du lavede, da du købte årskortet (bemærk dette er ikke den samme kode som det der står på dit årskort).
Skal du kun hente billetter til dig selv, er det nok at logge ind, så kender systemet dig og din årskortkode. Skal du i teatret med en partner, ven eller gruppe, skal du bruge deres årskortkode. Disse koder tilføjer du ordren, så husker systemet hvem du går i teatret med, indtil du afslutter ordren ved at gå til betaling.
KAN JEG KUN HENTE MINE EGNE BILLETTER?
Nej, du kan hente til så mange, du har årskortkoder på.
Når du er logget ind, kender systemet dig og din årskortkode, men de andre årskortkoder skal du manuelt taste ind, hver gang du starter en ny ordre – det er derfor en fordel at lægge flere forestillinger i kurven på en gang.
Når først du har tastet alle årskortkoderne ind, kan du hente billetter til jer alle, så I er sikre på at sidde sammen. Billetterne bliver efter bestilling sendt ud til den enkelte årskortholder.
HVORDAN HENTER JEG BILLETTER?
- Gå ind på aalborgteater.dk
- Tryk ”LOG IN” og indtast din mail og adgangskode
- Går du i teatret med andre, vælger du ”Tilføj andre kort”
- Indtast de andres årskortkode ét efter ét. Husk at trykke “Tilføj andre kort” når du har tastet sidste årskortkode ind
- Tryk ”LUK” og vælg ”FORESTILLINGER” øverst i venstre side
- Vælg den forestilling du gerne vil se
- Vælg dato
- Vælg de pladser du ønsker
- Vælg prisen ”Årskort” til dine valgte pladser og tryk ”Læg i kurv”
- Til forestillinger på Lille Scene og Mindste Scene skal du ikke vælge pladser. Her vælger du blot det ønskede antal billetter under prisen ”Årskort” og trykker ”Læg i kurv”
- Du har nu den første forestilling i din kurv og kan vælge at lægge flere forestillinger i kurven ved at trykke “Køb mere”
- Når du har valgt de forestillinger, du ønsker, vælger du ”Gå til betaling”
- Henter du billetter til flere årskort, bliver du bedt om at fordele årskortene på de valgte pladser. Det er vigtigt, at hvert årskort kun står 1 gang pr forestilling. Når du er færdig med at fordele årskortene, trykker du ”Udfør”
- Godkend handelsbetingelserne og tryk ”Godkend og gå til betaling”
- Billetten sendes pr mail til de enkelte årskortholdere
HVAD GØR JEG, HVIS JEG GERNE VIL HAVE EN BETALENDE GÆST MED I TEATRET?
Du følger den ovenstående vejledning og vælger det antal billetter, du skal bruge.
Når du bliver bedt om at vælge pris, så vælger du til din gæst den pris, der passer på personen.
Hvis din gæst er under 25 år eller har et gyldigt studiekort, kan du vælge barn/ung/studiepris. Ellers skal du vælge den pris der hedder ”årskort -tilkøb med rabat”, så får din gæst 50 kr. rabat af normalprisen.
HVORDAN BESTILLER JEG BILLETTER MED MIT ÅRSKORT, NÅR JEG HAR LEDSAGERBILLET?
Husk, at det er den, der har ledsagerkortet, der skal have årskortet – ikke ledsageren.
Når du har ledsager og køber et årskort, skal du kontakte Billetservice på 96316020, så opretter de et ledsagerårskort, så du kan booke begge billetter på hjemmesiden.
SKAL JEG BÅDE HAVE ÅRSKORT OG BILLETTER MED, NÅR JEG SKAL I TEATRET?
Ja. Det er vigtigt, at du får scannet både din årskortbillet og dit årskort. Scanningen af årskortet fortæller værten at dit årskort er aktivt, mens scanning af din årskortbillet registrerer dig som fremmødt. Så hav altid begge dele parat, når du kommer til teatret. Det er dit eget ansvar at få scannet årskort og årskortbillet.
SKAL JEG PRINTE MINE BILLETTER?
Nej. Hvis du kan vise dem på din telefon, så er det helt fint.
Du kan enten vise den pdf-billet, du fik tilsendt, da du hentede billetten online. Eller du kan hente billetten ned i Wallet – det gør billetten hurtigere at finde og lettere at scanne. Har du flere billetter til samme forestilling, så husk at få scannet alle billetterne. Du kan altid finde dine billetter ved at logge på aalborgteater.dk, så finder du dine billetter under “ordrer”.
HVORFOR SKAL JEG HAVE SCANNET MIN BILLET?
Når du henter en årskortbillet indgår du samtidig en aftale med Aalborg Teater om at du benytter den hentede billet. Er billetten scannet er billetten brugt; er den ikke scannet, betragtes årskortholderen som udeblevet. For mange udeblivelser kan resultere i at dit årskort bliver lukket og fremtidige årskortbilletter slettes.
4) HVORDAN BYTTER/AFMELDER MAN ÅRSKORTBILLETTER?
Du kan altid afmelde dine hentede årskortbilletter, hvis du alligevel ikke får brug for dem. Årskortbilletter kan byttes online senest 12 timer før forestillingsstart. Eller ved henvendelse til Billetservice senest hverdagen før forestillingsdatoen inden kl. 15.00. Herefter er det ikke længere muligt at afmelde årskortbilletten.
HVAD SKAL JEG GØRE FOR AT AFMELDE MIN BILLET?
For at kunne slette årskortbilletten skal Billetservice bruge følgende oplysninger på en mail til billet@aalborgteater.dk:
- Ordrenumret på den billet som du ønsker slettet
- Hvilken forestilling du ønsker billetten slettet til
Er I en gruppe, hvor der skal slettes flere årskortbilletter til en forestilling, skal I være opmærksom på, at billetterne har forskellige ordrenumre. Billetservice skal bruge ordrenumret på samtlige årskortbilletter, der skal slettes for at foretage sletningen.
Det er vigtigt at du har kontaktet Aalborg Teaters Billetservice senest hverdagen før, du skulle have været i teatret inden kl. 15.00, hvad enten det er telefonisk på 96316020 eller pr mail billet@aalborgteater.dk
Du vil få besked, når billetten er slettet.
Du kan også afmelde din billet ved at logge ind på aalborgteater.dk – under din profil kan du finde dine billetter og annullere dem op til 12 timer før forestillingsstart.
HVORDAN AFMELDER JEG MIN BILLET ONLINE?
- Gå ind på aalborgteater.dk
- Tryk ”LOG IN” og indtast din mail og adgangskode
- Lige over dit navn får du muligheden “Ordre” – klik på denne
- Find den forestilling du ønsker at slette billetter til
- Du får nu muligheden “Annullér Billetter” – vælg denne
- Accepter betingelser og Annullér billetterne
HVAD SKAL JEG GØRE FOR AT FÅ BYTTET MIN BILLET?
Du skal starte med at få afmeldt den årskortbillet, du allerede har hos Aalborg Teaters Billetservice (se ovenstående).
Når du har fået besked om, at billetten er slettet, kan du gå ind på aalborgteater.dk og hente nye billetter til en ny dato.
KAN JEG FÅ BILLETSERVICE TIL AT BYTTE MIN ÅRSKORTBILLET?
Årskortet er en onlineløsning, men Aalborg Teaters Billetservice kan slette og hjælpe med at finde ny årskortbillet til dig ved personligt fremmøde på Aalborg Teater i Billetservices åbningstider. De er mandag og torsdag fra 11.00 til 15.00. Vi bytter billetterne mod et ekspeditionsgebyr på 50 kr.
Byttet skal ske senest hverdagen før, du skulle have været i teatret inden kl. 15.00.
HVAD SKER DER, HVIS JEG IKKE BRUGER MIN BILLET?
Når du henter årskortbilletter, indgår du samtidig en aftale med Aalborg Teater om, at du benytter den hentede billet. Billetterne scannes i døren, og er en billet ikke scannet, betragtes årskortholderen som ikke fremmødt.
For mange udeblivelser kan resultere i at dit årskort bliver lukket og fremtidige årskortbilletter slettes.
HVORFOR LUKKER I ÅRSKORTET VED GENTAGENDE UDEBLIVELSER?
Årskortet er lavet for at teaterglade mennesker kan nyde så mange forestillinger som muligt. Det betyder også, at teatret har fyldte sale på mange forestillinger. Vi finder det ærgerligt at afvise folk, der gerne ville have set forestillingen for at opdage, at der er ledige pladser i salen, når forestillingen går i gang.
HVAD GØR JEG, HVIS JEG BLIVER FORHINDRET PÅ DAGEN?
Du kan afmelde din billet senest 12 timer før forestillingsstart online.
Får du ikke afmeldt din årskortbillet inden for tidsfristen og udebliver fra forestillingen, går årskortbilletten tabt.
Det betyder, du mister retten til at hente en ny årskortbillet til forestillingen uden beregning, og at du står som ikke fremmødt til forestillingen.
5) HVAD SKER DER, HVIS EN FORESTILLING BLIVER AFLYST?
Sygdom eller tekniske uheld kan ramme en forestilling, så det er nødvendigt at aflyse. I så fald vil Billetservice i første omgang give besked til alle, der har billet til den ramte forestilling, om aflysningen. Herefter vil Billetservice bestræbe sig på hurtigst muligt at få slettet alle årskortbilletter fra salen, så du som årskortholder kan logge på aalborgteater.dk og hente nye billetter på dit årskort til en anden dato. Kommer aflysningen meget sent på dagen eller i weekenden, påbegyndes sletningen af billetter først næstkommende hverdag.
FÅR JEG KOMPENSATION, HVIS JEG IKKE KAN FÅ EN ERSTATNINGSFORESTILLING FOR DEN AFLYSTE?
Nej desværre. Årskortet fungerer på den måde, at du betaler for at kunne tage en gratis billet til de udbudte forestillinger. Den pris, du har betalt for årskortet, er derfor ikke fordelt på de enkelte forestillinger. Skulle du være uheldig at blive ramt af en aflysning, hvor du ikke kan få erstatningsbilletter, enten fordi det var sidste forestilling, at det var en udsolgt forestilling, eller at du ikke kan bruge ledige datoer, så har vi ikke mulighed for at yde kompensation.
HVAD SÅ HVIS EN FORESTILLING ER UDSOLGT?
Da Aalborg Teater er begyndt at spille repertoire, hvor en forestilling kan tages op igen på et senere tidspunkt, så kan man håbe på at en udsolgt forestilling bliver spillet igen. Ellers kan man med et årskort holde øje med, om der skulle komme ledige pladser op til spilledatoen og hurtigt slå til.
Men årskortet er først-til-mølle princippet, og er forestillingen udsolgt, så får man ikke kompensation på sit årskort.
6) HVAD GØR MAN, HVIS MAN IKKE HAR COMPUTER ELLER MAIL? ELLER BARE IKKE FØLER SIG SIKKER I AT BESTILLE BILLETTER PÅ NETTET?
Årskortet er en online-løsning, så det er mest optimalt, hvis man har computer og mail. Man kan dog få glæde af årskortet alligevel.
Går du i teatret med én, der har mail, giver det mening at investere i et Årskort + gæst, så kan vedkommende bestille billetter for dig.
Du kan også bestille årskortbilletter fra din telefon. Billetservice kan hjælpe dig med at bestille billetter, hvis du har mail. Det gøres ved personligt fremmøde i Billetservice og mod et ekspeditionsgebyr på kr. 50.
7) 8 TIPS TIL BRUG AF DIT ÅRSKORT
- Start altid med at logge ind og tilføje andres årskortskoder, hvis I er flere der går i teatret sammen, før du finder den forestilling du vil se – så kender systemet dig og dine venner, og du kommer hurtigere igennem systemet
- Hvis I er flere, der går i teatret sammen, så sørg for at I har hinandens årskortkoder – så kan alle hurtigt hente billetter til hele gruppen, hvis der kommer en ny spændende forestilling på programmet
- Læg flere forestillinger i samme ordre – specielt hvis I er flere, der bestiller billetter sammen, så slipper du for at skulle taste deres årskortkoder ind for hver forestilling, I skal se
- Tænk strategisk, når du skal fordele årskortbilletter for en større gruppe – sørg for at par har billetter ved siden af hinanden, og at personer, der måske er nødsaget til at springe fra i sidste øjeblik, sidder på gruppens yderste pladser. På den måde undgår I bedst muligt, at der kommer for mange huller mellem jer ved afbud
- Brug Wallet på din telefon – Wallet er en app, hvor du hurtigt kan finde dine billetter, så slipper du også for at printe dine billetter
- Hav dine årskortbilletter og årskort klar, når du kommer til teatret – årskortbilletterne og årskort skal scannes hver gang, så hav det klart, så du hurtigt kan komme ind
- Husk at vælge årskort – tilkøb med rabat hvis du køber billetter til ikke årskortholdere – så får vedkommende kr. 50 rabat af normalprisen
- Du kan altid finde dine årskortbilletter på Aalborg Teaters hjemmeside – du skal blot logge ind og vælge “Ordrer”, så ligger dine billetter klar til at blive hentet ned
8) AUTOMATISK GENTEGNING
Årskort købt på hjemmesiden har automatisk gentegning, så systemet automatisk trækker beløbet for et nyt årskort, dagen før det gamle udløber. Vi sender en mail inden vi trækker beløbet på dit kort. Ønsker du ikke automatisk gentegning, kan du afmelde det ved at kontakte Billetservice på billet@aalborgteater.dk.
Der er ikke automatisk gentegning på årskort, der er købt med gavekort, tilgodebevis, kontant eller igennem Billetservice.
Har du fået nyt betalingskort mellem køb af årskort og dettes udløb, frafalder den automatiske gentegning, og du skal kontakte Billetservice for manuel fornyelse.
Alle henvendelser angående fornyelse af årskort skal ske senest hverdagen før årskortets udløbsdato/fornyelsesdato.