Lars Topp Thomsen
Blå bog
- Er oprindeligt fra Hjørring, var en årrække bosat i København, men han er nu tilbage i Nordjylland, hvor han bor i Nørresundby med hans hustru, der også er skuespiller på teatret.
- Er faktisk uddannet elektriker – han tog på dog på højskole i en periode uden arbejde, hvor han opdagede, at skuespillet trak i ham.
- Uddannet fra Statens Teaterskole i 2001. Har været på Aalborg Teater i flere omgange: først fra 2001 – 2006 og igen siden 2017.
- På Aalborg Teater har han blandt andet spillet med i Romeo og Julie, Aftenlandet, Cyrano, Blodbadets Gud, Anita-trilogien, Et Juleeventyr, Kød, Ronja Røverdatter og Mio, min Mio.
- Modtog i 2019 prisen som “Årets skuespiller i Nordjylland” fra Torben Vejs Fond.
Bag scenen med Lars
Har du en rutine, før du skal på scenen?
“Jeg kommer i hvert fald halvanden time før, så jeg har god tid til at tjekke, at mine rekvisitter er, hvor de skal være og sådan noget. Det er nok min rutine.
I starten af min karriere samlede jeg på ritualer og rutiner – hvis jeg havde gjort et eller andet én gang, så skulle jeg gøre det igen – dem prøver jeg at rydde ud i nu. Men altså jeg bliver stadig nervøs. Op til en premiere og den sidste halve time inden, så tænker jeg – hvorfor fanden gør du det her? Men det går jo altid.”
Er der en rolle, der har gjort særligt stort indtryk på dig?
“Altså Nabo-John er nok den rolle, som jeg har ramt allerbedst nogensinde. Den har jeg været glad for at arbejde med i snart 5 år nu siden den første premiere i 2018. Jeg har virkelig forfinet den her karakter, så den er noget nær perfekt efterhånden.
Anita-trilogien er meget velskrevet, meget morsom og meget relevant socialrealisme. Selv hvis man ikke er fra Anitas miljø, så kender man nogen, der kender nogen… Og så er den sjov.
Hvad betyder Aalborg Teater og ensemblet for dig?
“Det specielle for mig er ensemblet. Der er ikke så stor forskel på, hvad der bliver spillet på landsdelsscenerne. I arbejdet med forestillingerne i ensemblet, så føler jeg ikke, at vi starter forfra, når vi faktisk starter forfra.
Vi har så meget bagage med, som gør, at vi kan springe noget over. Ingen skal bevise deres berettigelse, hvilket også er meget anderledes end at arbejde freelance.
Her slapper jeg af, for jeg har gjort, hvad jeg kan – og det ved de andre også. Jeg behøver ikke være Lars-dygtig hele tiden. Her er plads til at fejle, og det er dét, man blive bedre af. I ensemblet kan man komme til at have de samme roller i gruppedynamikken, hvilket er det eneste, man lige skal være opmærksom på.“
Er der en bestemt genre, du godt kan lide at spille?
“Jeg kan godt lide, at vi spiller alt muligt. Og jeg kan godt lide det psykologiske drama, og jeg kan godt lide en velskrevet komedie, hvor det handler om at få folk til at grine. Det er sådan et instant pay-off, hvor det er nemt at mærke, om man rammer rigtigt. Det er meget taknemmeligt. Jeg har også været heldig at lave nogle fede komedier her – Blodbadets Gud var helt fantastisk. Det handler nok om, at jeg synes, det er sjovt at spille nogle store mennesker, der falder stort, bliver afklædt og ydmyget. Det elsker jeg. At fremstille nogen, der virkelig er faldet langt og dybt.”
I teateret med Lars
Dit allerbedste råd til en førstegangsbesøgende i teatret?
“Jeg ville nok gå efter en lidt kortere forestilling. De længere forestillinger kræver typisk lidt mere rutine, for det kommer et dyk i dem helt naturligt, når de er så lange. Min anbefaling vil nok være stykker som Alle mulige ting til salg eller Revolution i kommunen med Anita og co. I år ville jeg nok gå efter en forestilling som Maskerade, der også er for alle, selvom den er noget andet. “
Hvad håber du, at teatergæster tager med sig hjem?
“Jeg er bare et lille tandhjul i en stor maskine. Mit job er at forsøge at fortælle en historie, så gæsterne går fra teateret enten opløftede eller nedtrykte – ramte på den ene eller anden måde. Jeg vil gerne ramme folk, men historien behøver ikke være dyb.
Jeg ved ikke engang, om jeg synes Anita er dyb, men den er ærlig. Og det gør den måske dyb? Der er mange lag at tage fat på i hvert fald. Der synes jeg Maskerade er mere udfordrende at gøre sjov. Den er mere todimensionel i sin karikatur. Men mit mål er, at publikum skal skrige af grin. Det håber jeg virkelig, vi lykkes med – for der er afregning ved kasse 1 hos gæsterne.
Hvor jeg ved psykologisk drama i høj grad kan trække på mit eget følelsesliv, så handler komedie meget mere om mestre timingen. Det handler meget om erfaring og at øve sig. Hvornår er det sjovt? Er det sjovt, hvis jeg venter 5 eller 30 sekunder med at aflevere den her replik?”
Hvad betyder teater for dig?
“Jeg elsker virkelig bare mit fag, det gør jeg virkelig. Jeg er også meget nørdet omkring det. Jeg elsker at stå ude i mørket og se ind på scenen fra nogle andre vinkler, end dem publikum ser det fra.
I det hele taget elsker jeg det mørke rum. Man sidder der og venter – man kan tænke over, hvor syret det er, at det her er arbejde. Så kan du gå ind og lave en scene og gå ud igen. Efterhånden som jeg er blevet mere rutineret, kan jeg slappe mere af indimellem mine scener.”
Stemningsbilleder fra forestillinger Lars Topp Thomsen har medvirket i:
Andre skuespillere
Se alleMere teater?
Få nyheder og særlige tilbud fra Aalborg Teater