Norske Sullivan Lloyd Nordrum er blandt de første dimittender fra Den Danske Scenekunstskoles instruktørlinje. I denne sæson instruerer han hele to forestillinger på Aalborg Teater: Euripides’ klassiske tragedie, ‘Medea’, og monologen ‘Hvem slog min far ihjel?’, som er baseret på romanen af franske Édouard Louis, og som fremføres af Evrim Benli fra Aalborg Teaters ensemble. I dette interview fortæller den unge nordmand om sine drømme og ambitioner – og om, hvordan instruktørens rolle har ændret sig gennem tiden.

Hvilken følelse håber du, at folk forlader teatret med, efter de har set Medea?
– Jeg håber, at de konkluderer, at de faktisk elsker Medea. At de går ud af salen med en sorg over den tragiske skæbne, som karaktererne deler, men også med en accept af hende. Jeg føler selv, at jeg kender hende, og det ønsker jeg også at andre skal.

Hvad så når de har set Hvem slog min far ihjel?
– Den forestilling er først og fremmest et politisk projekt. Den fokuserer på kommunikationen mellem forskellige sider af det politiske spektrum og følelsen af, at de store politiske fortællinger ikke længere føles autentiske. Så jeg håber, at publikum får anledning til på ny at koble sig op på nogle grundlæggende humanistiske værdier ved at gennemleve den smukke metafor, som er bærende for forestillingen.

Selv om de er vidt forskellige, så bearbejder begge forestillinger nogle af de absolut stærkeste og mest dramatiske følelser, man som menneske kan have. Hvad er det ved disse stærke følelser, der tiltaler dig så meget som kunstner?
– For mig er det særligt inspirerende at betragte, hvordan mennesker håndterer kriser. Det er det, der gør et drama politisk – at man ser nærmere på etikken, der ligger til grund for de valg, der træffes, når man er tvunget til at handle. Når det er sagt, så føler jeg ikke, at jeg specifikt opsøger de svimlende dramatiske højder, men de er tit til stede, hvis man tager tekstens situationer alvorligt. Et konfliktfyldt rum er også spændingsfyldt, og det tiltaler mig. Jeg ønsker ikke, at det skal være nemt for nogen, der står på gulvet.

Hvad er den altoverskyggende kvalitet ved scenekunst, som ingen andre kunstformer rummer i samme grad, hvis overhovedet?
– Liveoplevelsen. Det, at vi observerer noget, som bliver skabt for øjnene af os. Det er ægte. Fordi publikum gennem deres empati tager det, de oplever, med sig videre, bliver scenekunst en voldsom kunstart. Den rummer en direkte forbindelse til dem, der befinder sig i rummet den dag, forestillingen vises.

Hvad er scenekunstens vigtigste opgave i vor tid?
– At anvende den platform, man har, til at spejle de højeste værdier, som man bærer med sig. At snakke om aktuelle temaer er for mig at se en opgave, som er på linje med forsøget på at være et godt menneske i éns privatliv.

Hvordan vil du karakterisere den rolle, som instruktøren har på et teater, sammenlignet med tidligere?
– Tidligere generationer af instruktører har mærket et pres i forhold til, at man skal rumme alle svarene, fordi instruktøren var forestillingens visionære skaber. Men nu handler det mere om at tage vare på det miljø, som det givne stykke udspringer af.

I hvilken grad håber du at ændre folks opfattelse af verden, samfundet og deres medmennesker gennem dine forestillinger?
– I bedste fald håber jeg at frembringe en accept af noget, som er anderledes. Noget, som giver kompleksitet til de store fortællinger, der påvirker kulturen – eller modsat at forenkle komplekse problemstillinger, som ikke før er blevet italesat. Jeg håber, at de forestillinger, jeg laver, har konsekvenser for dem, der ser dem. Men jeg håber også, at publikum nyder dem.

Hvilken rolle spiller katharsis i dine forestillinger?
– I begge disse forestillinger er katharsis vigtig. Det er enormt tilfredsstillende, hvis det fungerer. Katharsis er dog ikke noget, jeg generelt går efter. Men hvis teksten lægger op til det, så går jeg dén vej. Jeg følger altid forfatteren.

Hvad er din drøm som instruktør?
– Jeg vurderer mit arbejde ud fra procentsatser: Hvor mange procent af min forestilling var virkeligt god? Hvis jeg er oppe over 40 procent, har jeg gjort det rigtig godt. Måske jeg en dag når op over 80 procent. Det ville være fantastisk.

Hvordan har det været som nordmand at blive uddannet i Danmark?
– Det har virkelig været et eventyr! Jeg har elsket næsten alt ved det. Jeg har en ambition om at bliver dansker efter disse fem år.

Hvad er den største kunstneriske forskel på dansk og norsk scenekunst, som du er stødt på undervejs?
– I Norge har vi ikke teaterkoncerter. Det siger en del om forskellen. Norsk teater er virkelig mere selvhøjtideligt. På godt og ondt.

Af alle teaterforestillinger, du nogensinde har set, hvilken har så gjort det allerstørste indtryk på dig?
– Som 23-årig så jeg Markens grøde, og forestillingen blev instrueret af Sebastian Hartmann. Der var en scene, hvor der faldt savsmuld ned fra taget – så meget, at hele hovedscenen på Nationalteatret blev fuldkommen dækket, og rummet blev fyldt med en bitter stank. Det var fuldstændigt overvældende, og det var første gang, jeg betragtede teater som kunst.

Hvad gør Aalborg Teater til et særligt attraktivt forum for scenekunst?
– Aalborg Teater har et helt eminent ensemble. Samtidig er det et teater, som virkelig satser på dramatik og tager nogle store kunstneriske chancer. Kvaliteten af stykkerne er høj, og den ufiltrerede respons fra publikum er fantastisk. Aalborg Teater er ikke et sted, der kun søger at være til for en hermetisk kunstelite. I stedet er det et teater, som søger dialogen med sit publikum og sin samtid, og det gør det til et virkelig spændende forum for scenekunst.