Karla Rosendahl

Kan opleves i

Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet Forestilling 15. jan. Orlando Afsluttet

Bag scenen med Karla

Har du en rutine, før du skal på scenen?

“Jeg kan godt lide at larme. Jeg har brug for en god playliste, når jeg skal varme min stemme op, for jeg er ikke god til at lave bestemte øvelser – det er meget sjovere bare at skråle derudaf. 

Det afhænger af hvilken rolle, jeg skal spille.

Det handler om at finde nogle sange, der matcher i energi eller hjælper mig med at få min stemme derhen, hvor den skal”

Inden Dødsbo på pløjemarken hørte jeg f.eks. altid Mmm Mmm Mmm Mmm (af Crash Test Dummies, red.). Esters stemme ligger meget dybere end min stemme normalt gør, så jeg havde nærmest mere brug for at varme ned end op.”

Er der en rolle, der har gjort særligt stort indtryk på dig?
 
“Den mest oplagte for mig er at nævne Ester. Det har været enormt udviklende for mig som skuespiller.

Vi er endt med at skabe en karakter, der er så langt fra, hvad jeg er privat. Det har været et virkelig stort arbejde, og jeg føler nu, at det er en karakter, som jeg kender vildt godt. Jeg har også fået lov at udvikle den over mange år, og jeg glæder mig stadig til at arbejde videre med den.

 Jeg startede med at overtage rollen i et genopsætningsforløb. Instruktør og scenograf havde lyst til at give karakteren en makeover, så kostumet blev lavet om og jeg ville gerne prøve, at hun også havde en dialekt. Jeg er selv fra Himmerland, og efter fire år i København var det fedt at finde nordjyden frem i mig selv.

Men det var også mega svært, og jeg kunne ikke få det hele til at gå op, før vi dykkede længere ind i hendes karakter: At hun er hjemløs, at hun er stukket af fra et usikkert hjem, og nok allervigtigst at hun er på autismespektrummet.

Henrik Szklany har skrevet en rigtig sjov karakter, men den var en umulig opgave for mig at løse på egen hånd. Så jeg er taknemmelig for at arbejde med en instruktør som Martin Nyborg, der bliver ved med at være nysgerrig, og som arbejder videre på karaktererne, hver gang vi genopsætter eller møder dem i en ny forestilling.

Når man skal spille sådan nogle karakterer, som der er med i Anita-universet, så er det vigtigt, at de, som det reelt handler om, føler sig set og hørt – og ikke udstillet. Det er min største frygt at udstille nogen. De skal kunne genkende sig selv.”

Hvad betyder Aalborg Teater og ensemblet for dig?  

“Teateret har været en total forlængelse af min uddannelse – en overbygning. Jeg lærte selvfølgelig en masse på teaterskolen, men der havde jeg svært ved at omsætte det og slippe kontrollen. Det har jeg lært her. Jeg savnede feedback fra et publikum på skolen, og det fik jeg her. Jeg har kunnet give mig hen til materialet og rollen, fordi jeg har sluppet den følelse af at blive vurderet, som jeg havde på skolen. Og det har været vildt vigtigt.

Det er også bare et meget kærligt hus, og vi har meget omsorg fra hinanden i ensemblet. Der er noget fantastisk i, at vi er den gruppe, vi er, og at der ikke kommer en masse ind udefra til at spille de store roller. Vi får lov at spille dem på skift, hvilket skaber en kultur, hvor vi virkelig giver den op for hinanden.

Det lyder måske som en kliché, men alle roller er vigtige, og der kan ikke være nogen konge, hvis der ikke er nogen, der spiller op til ham. Laser og Pjalter, som vi spillede i efteråret 2023, er et godt eksempel på det.”

Er der en bestemt genre, du godt kan lide at spille?    

“Jeg kan ret godt lide det hele, og at det skifter så meget. Jeg er bare glad for, at jeg har fået lov til at spille så mange forskellige ting, og jeg føler mig godt tilpas i mange genrer.

Jeg elsker f.eks. musikforestillinger, for jeg har altid elsket at synge og at se gamle musicalfilm. I sådan nogle forestillinger er kvinderollerne dog tit skrevet ret stereotypisk som objekter. Jeg synes det er spændende at undersøge, hvordan man kan give dem flere nuancer og mere dybde.  

Det er jo typisk en genre, som man går ind og ser for at blive underholdt. Publikum er åbne, når de er godt underholdt, så det er tit et godt tidspunkt for dem at tage noget nyt ind. Rummet er meget åbent der.”

I teateret med Karla

Dit allerbedste råd til en førstegangsbesøgende i teatret? 

“Du skal ikke tænke, at der er nogen rigtig måde at gøre det på. Sådan synes jeg, det er, med oplevelsen af al kunst. Man kan godt komme til at spænde ben for sig selv, hvis man tror, at man skal opleve det på en bestemt måde. Eller se nogle bestemte dybder og fange bestemte referencer.

Der er ikke noget bestemt, som man skal synes er sjovt, eller som man skal tage meget alvorligt. Der hvor teatret afviger fra andet er netop, at man gerne må respondere. Der er ikke noget bedre end, hvis der er en, der griner på et nyt tidspunkt – så kan jeg også genopdage materialet, og det skaber en vågenhed på scenen.

Og så vil jeg sige, at du skal give din opmærksomhed til det – give dig hen til det.”

Hvad håber du, at teatergæster tager med sig hjem?

“Min forhåbning er, at det man har set, også er blevet nuanceret. Et eller andet sted håber jeg, at man ikke får det, man troede, man kom for. Ingen skal præsenteres for en stereotyp.

Mine egne største oplevelser har været, når der sker noget hos en karakter eller i fortællingen, som jeg ikke regnede med.

Det synes jeg, at teateret er så godt et rum til, fordi man er der reelt sammen, og publikum ser på rigtige mennesker. Jeg stræber efter, at folk bliver overraskede og får nuanceret deres billede af, hvordan tingene er.”

Hvilken forestilling må man ikke gå glip af i sæson 23/34 på Aalborg Teater?

“Lige nu spiller vi Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, og det er så rigtigt, at den spiller her og ikke i København. Vi er ikke et storbyteater, og den handler om at komme fra provinsen. Vi har også allerede haft en del grupper inde at se den, som vi normalt ikke ser så tit herinde, og det er ret dejligt at se. Det er sgu ret fedt.

Ellers er jeg ret spændt på at se Den mystiske sag om hunden i natten selv.”