Efter Fjodor Dostojevskijs roman ‘Forbrydelse og straf’.
Med ‘Forbrydelse og straf’ skabte den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij verdenslitteraturens første kriminalroman. En af de største klassikere overhovedet. Romanen står stadig den dag i dag spiddende klart, underholdende og vigtig for at forstå menneskets inderste drifter.
Gyderne er skumle, vejret tåget og mørkt. Gaderne ligger halvøde, ufærdige og grumsede hen i det lusede kvarter, hvor pantelåneren regerer og gør livet ubehageligt. Den tidligere jurastuderende Raskolnikov beslutter at tage livets udfordringer i egen hånd. Hvem skulle ellers gøre det bedre, når nu Gud må være død? Med en økse flækker han skallen på den gamle pantelåner og nupper hendes guld. Herfra udfolder mordgåden sig med en angrende morder, som dog stadig føler sig lidt hævet over alle andre, og en detektiv, der skånselsløst driver vores hovedperson langt ud over den moralske afgrund.
‘Forbrydelse og straf’ har med sine arketypiske karakterer dannet grundlag for en hel genre indenfor både film, romaner og teaterforestillinger som bl.a. TV-serien ‘Columbo’ og Polanskis ikoniske film ‘China Town’.
Med sine mange år i Rusland og sin store viden om russisk teater har Hans Henriksen en helt særlig forståelse for Dostojevskij, som er fundamental for at gribe om ham på den kompromisløse måde, og skabe de klareste og mest medrivende dramaer på scenen.
Trailer
Forbrydelse og straf
Afspil video
Nordjyske
Migogaalborg
Kulturleben.dk
Appetize
GregersDH
Sceneblog
POV International
Ensemblekunst på højeste niveau.
Du efterlades med spekulationer omkring, hvad ondskab i det hele taget er – og bor det mon i virkeligheden i os alle?
Filosofisk mesterværk på ungdommens præmisser.
Med iscenesættelsen og lyssætningen sker der faktisk en fin fremhævelse af, hvad der foregår i Raskolnikovs hjerne, og den næsten djævle-lignende hesteskikkelse, som kommer og går med ugerningen, giver mere og mere mening, jo længere vi kommer hen i forestillingen.
Raskolnikov er omringet af ondskab og svindel, men også varme og ømhed. Bare selv totalt uregerlig for alle – og for sig selv. Det er en formidabel rolle for den unge Ferdinand Falsen Hils – det er bare to år siden han fik en Reumert talentpris – på Aalborg Teater er han nu den infernalske drivfjeder i et vældigt handlingsforløb, der udfolder sig blandt bundskrab af russisk underklasse suppleret med anløbne, fattigfine lykkejægere.
‘Forbrydelse og straf’ er en ensembleforestilling der tager sit oplæg alvorligt, og selv om persongalleriet er skåret ned i forhold til den 700 siders oprindelige roman, har iscenesætter Hans Henriksen formået at uddrage essensen af Dostojevskijs nihilistiske mesterværk, og formidle både det gale, det kloge og det moralske tema i dilemmaet. Og når man har en spiller som Ferdinand Falsen Hiis til at personificere Gud på jord, så er der ingen grund til ikke at kigge forbi Aalborg Teater lige nu.
En ubarmhjertig psykologisk udpensling af menneskers værste sider, med lysglimt af gode gerninger hos selv de værste, men en surreel spiral mod nød og elendighed i et nådesløst samfund, der intet har tilovers for tabere.
Instruktøren fortæller
Forbrydelse og straf
Afspil video
Artikel: En stor kriminalroman
Forord skrevet af Leif Davidsen i ‘Forbrydelse og straf’ i Jan Hansens oversættelse. Forordet er venligst udlånt af forlaget Rosinante.
Der er sikkert dem, der vil mene, at det er en fornærmelse mod litteraturen at kalde Fjodor Dostojevskijs fantastiske roman Forbrydelse og straf for en kriminalroman. Der kunne være de få åndssnobbede litterater, der ikke mener kriminalromaner kan være litteratur, eller de, der mener, at kun de designerkrimier, som er kommet i kølvandet på Stieg Larsson, er sande krimier, der kan tænkes at afvise, at jeg kalder Dostojevskij en stor forfatter af blandt andet kriminalromaner. Men hvis man googler Forbrydelse og straf får man blandt de mange hits, der dukker frem, også eksempelvis krimi- og spændingssiden fra en af de store internetboghandlere. Den har netop valgt at bringe omtalen af romanen der, fordi den på mange planer også er en stor kriminalroman, der kredser om skyld og straf, samvittighed og mangel på samme. Som alle gode kriminalromaner rummer den langt mere end blot mordet og dets følger, selv om det er kernen i romanens gådefulde univers. For Dostojevskij bruger mordet som afsæt til at beskrive en martret sjæl og en by, der næsten selv fremstår som en levende organisme, der er ved at bukke under for de moderne tiders pres. Som et spejl på menneskesindets ustyrlige krinkelkroge lever Skt. Petersborg sit eget desperate liv i romanen.