Kan vi høre, hvad vi siger? Det kan Hamlet

Kronik
Af Jens Christian Lauenstein Led, chefdramaturg, Aalborg Teater

På Aalborg Teater har vi pligt til at spille klassikere, og det er vi glade for. Klassiske tekster rummer nemlig meget ofte indsigter og visdom, som kan gøre os klogere på os selv og vor tid. Det gælder ikke mindst Hamlet, som vi lige for tiden er fordybet i. Her lader Shakespeare sprog og magt indgå i en særlig relation, således at de over 400 år gamle figurerer taler og lytter på en måde, der til forveksling ligner vores.

Vi kommunikerer jo i vore dage mere end nogensinde, og det på alle kanaler. Vi tager kurser og hele universitetsuddannelser i kommunikation, vi meddeler os permanent til hinanden i diverse medier, og vi gør os endda megen umage med at kommunikere at, vi kommunikerer. ”Jeg hører, hvad du siger”, hører vi stadig oftere hinanden sige, og dermed forsøger vi at sige: ”Jeg er opmærksom, jeg forstår dig, jeg tager dig alvorligt”. Og det er godt at høre hinanden.

Politikere forsikrer os gerne om, at de hører, hvad vi siger, og deres ytringer er næsten altid gode og positive. Men når et givent regeringsmedlem – det være sig blå eller rød – f.eks. siger: ”Jeg hører og mærker jo, at mange er bange, og derfor vil vi også gå ind og til se på, hvilke tiltag vi kan finde, så vi kan dæmme op for terrortruslen, der kommer fra nogle af denne verdens slyngelstater”, så betyder det som regel: ”Vi kommer fremover til at overvåge jer borgere endnu mere, og vi vil ikke længere overvåges så meget af jer. Og vi kommer også til at sende flere tropper i krig rundt omkring i verden”. Men det kan være meget svært at få politikeren til at sige det direkte. Terror og slyngelstater bør jo bekæmpes – ingen er uenig i det, og vi når derfor sjældent frem til at tale om det, som samtalen faktisk handler om.

På arbejdspladsen fortæller en medarbejder sin overordnede, at der er et problem i en afdeling. Hvis så chefen siger: ”Jeg hører, hvad du siger”, så har chefen udvist velvilje til at lytte til sin ansatte. Men det hænder, at chefen fortsætter med f.eks. at sige ”Vi tager her i virksomheden den type af problemstillinger, du rejser, meget alvorligt, og derfor vil jeg også gå ind og se på den stress, som jeg hører, at du er røget ind i, og se på, om ikke du skal have en periode med lidt nedsat tid, så du kan få ro til at løse dine problemer”. Efter sådan et svar, har de færreste ansatte flere problemer, de gerne vil have nogen til at lytte til.

Endda helt ind i privatsfæren hører vi, hvad hinanden siger – siger vi. Men når ægtefællen med stor alvor begynder en sætning med ”Jeg hører, hvad du siger”, så er det næppe forsoning og nye privilegier, der er på vej til modparten. ”Jeg hører, hvad du siger, men jeg kan bare ikke blive ved på den her måde, det er ikke sådan, det fungerer, og det er du bare nødt til at forstå. Du må begynde at høre, hvad jeg siger”. Javel ja.

Der kan være mange grunde til, at vores sproglige kommunikation har bevæget sig et sted hen, hvor det mere handler om at true, gardere sig selv og skubbe alt negativt over på dialogpartneren end om at være i åben og reel dialog om et indhold. En af dem kunne være, at vi alle er blevet mere bange. Den ansatte er bange for at blive kørt ud på et sidespor og i værste fald blive fyret; chefen er under pres ovenfra (i det private: markedets benhårde konkurrence, i det offentlige: ministrer på sparemission); politikeren er bange for at afgive i et løfte, og blive hængt ud om løftebryder; journalisten er bange for at blive taget i at afbryde for meget og blive fanget i en ”shit-storm” på sociale medier; parforholdsmedlemmet er bange for at blive trynet og/eller skilt. Ingen tør sige noget ligeud – det er for farligt, der er for meget på spil. Så man svarer, som man bliver tiltalt: taktisk, defensivt, med et modangreb, der er så godt gemt mellem linjerne, at man ikke kan blive hængt op på det. For underteksten, det reelle indhold, er i mange tilfælde så uhyrligt, at den, der siger den højt lyder paranoid eller direkte truende. Hvis man svarer på underteksten og spørger: ”Siger du, at vi skal i krig?”, ”Siger du, at jeg skal sygemeldes, hvis jeg brokker mig mere?” eller ”Siger du, at hvis jeg ikke holder mund, så vil du skilles?” – ja så er man paranoid, krisemaksimerende og på ingen måde omstillingsparat. Angsten lukker vore munde og æder vore sjæle, som Fassbinder sagde.

Præcis samme grundsituation møder vi i Hamlet. Her er Danmarks konge, gamle Hamlet, død for knap to måneder siden, og hans bror, Claudius har besteget tronen som ny konge og giftet sig med den gamle konges enke. I Norge har kongens nevø, Fortrinbras indledt en troppemobilisering, og vi hører, at der også er uro i Danmark. Alle ved, at noget stinker råddent, men ingen taler om det. Tidligt i første akt beroliger Claudius tilsyneladende alle: ”Vi har skrevet til norskekongen, Fortinbras’s onkel, at han bør standse denne rekruttering af tropper og af mandskab eftersom det finder sted blandt Kongens egne folk.” Den nye konge har åbenbart fod på det, og der er ikke noget at komme efter. Og selvom alle ved, at han ikke har fod på det, at der mobiliseres, tør ingen sige noget, for kongen har jo netop lige sagt, at alt er godt. Og det er livsfarligt at modsige ham.

Kun prins Hamlet er frygtløs. Han er blevet opsøgt af sin fars genfærd, som har afsløret, at han blev snigmyrdet af Claudius, og at prins Hamlet skal søge hævn. Og den unge prins er snu og knivskarp: Han afslører magtens sprog ved selv at tale en fordrejet version af det. Hamlet lyder som om, han er skør, men ofte svarer han bare på det, der faktisk spørges om, og derved taler han som den eneste sandt. Og så taler han med det mest løgnagtige sprog af dem alle, nemlig teater. Hamlet arrangerer, at der ved hoffet skal opføres en lille teaterforestilling, der hedder Musefælden – en historie om en konge, der blev snigmyrdet af sin bror. ”Skuespillerne lader bare som om, så det er helt tilforladeligt”, siger han. Men lige akkurat ”løgnen” Musefælden er for hård kost for Claudius, der afbryder forestillingen og dermed afslører sig selv.

Hver gang et teater opfører Hamlet, håber man på, at man med forestillingen kan tale sandt med sin løgn, ligesom prins Hamlet gør det med Musefælden. Det håber vi også, at vi kan med vores Hamlet. Det bliver en forestilling, der – kun via Shakespeares egen ord – handler om overvågning, om angst og krise som magtens bedste venner, og om en prins, der kunne lytte og høre, hvad der blev sagt. Når man lytter til Hamlets evne til at lytte og få alle sandheder med, både de sagte og de usagte, så bliver man selv bedre til at høre efter. Vi håber, vort løgnagtige teater kan skærpe vore hørelser og forståelser, så malstrømmen af ”kommunikation” kan sættes på pause og give plads til dialog.

Mere baggrundsmateriale