Interview: Johannes Holmen Dahl

Johannes Holmen Dahl

Han er årgang 1985 og blev færdig med sin mastergrad i instruktion fra Kunsthøjskolen i Oslo i 2015. Hans lærer var Hans Henriksen, Aalborg Teaters nye direktør. Men selvom Johannes altså er ny i branchen, har han allerede roste iscenesættelser bag sig fra de største scener i Skandinavien – to opgaver på Dramaten i Stockholm og en på Nationalteatret i Oslo. Vi har talt med ham om opholdet i Aalborg og om de to franske figurer, han skal arbejde med: Houellebecqs François og Molières Don Juan.

Af dramaturg Jens Christian Lauenstein Led

I sæsonen 16/17 skal Johannes Holmen Dahl instruere to forestillinger i træk – Underkastelse i det sene efterår 2016 og Don Juan i det tidlige forår 2017.

Hvad kendetegner det teater, som du søger i dit arbejde?
Det, der optager mig, er mødet mellem publikum og skuespiller i teatersituationens her og nu. Jeg synes, at teatret er det eneste sted, vi kan mødes, hvor det ikke ligner noget andet. Det ligner ikke TV eller film. Det er levende. Jeg vil ikke have tilskueren til blot at være en betragter. Tilskuerne skal helst være en del af oplevelsen, uden at de behøver at blive konkret involveret.

Du har nu været på få, korte besøg her i byen – hvad er dit indtryk?
Lige nu er Aalborg for mig godt, fordi det er godt at komme væk fra de vante rammer, lidt væk fra det kendte, snævre teater-miljø. Danskerne virker meget venlige, og jeg glæder mig til at få et liv her i fire måneder. Ud over arbejdet håber jeg at kunne komme ind i et miljø. Når man er teaterinstruktør, så er man væk hjemmefra det meste af tiden, og det skal jeg begynde at vænne mig til. Det er som at blive en del af et fodboldhold – man må jo prøve at være aktiv og møde en by og nogle mennesker – ikke kun i jobsammenhæng, men også i fritiden. Jeg ser det som en drøm eller et eventyr. Aalborg er jo lidt mindre end Oslo, og det er måske mere op til en selv, hvad man gør den til. Fire måneder er lang tid, og der måtte da gerne komme mere ud af det end bare at lave teater.

Om Underkastelse

Hvad fik dig til at sige ja til at dramatisere netop Houellebecqs roman ”Underkastelse”?
Jeg har jo tidligere dramatiseret Houellebecq, nemlig romanen Platform. Hans sprog og hans måde at beskrive ting på oplever jeg som meget befriende. Mange oplever ham måske som provokatør, men han kan få os til at leve med, at le med ham, og han er en af de få forfattere, måske den eneste, der kan få os til at være politisk ukorrekte på en lystfyldt måde. Han er en af de eneste, jeg kender til, som kan tage en stor diskussion og gøre den underholdende, tilgængelig, provokerende. Hans mandlige hovedpersoner har dog noget mere end karikaturen – der er noget dybere – en sorg, et tab, en krise – som skaber en reaktion hos læseren, og det giver os en følelse af, at det handler om noget mere end satiren. Det er netop ikke Charlie Hebdo, det er ikke satire. Det er eksistentiel krise.

Romanens hovedperson, François, ønsker at underkaste sig en kærlighed eller en binding til noget. Han lever i et samfund med en manglende evne til at tro på noget større end sig selv. Individualismen gør os afstumpede og ensomme, og han har en længsel efter at blive fri for denne afstumpethed og denne ensomhed. Hans projekt er, at han ved, at han er nødt til at finde et svar, og hvis han ikke finder det, så er det slut, så er han færdig. Det er ganske vidst ydre omstændigheder, der fremkalder forandringerne, men egentlig ved han godt, at forandringen var nødvendig uanset hvad. Omstændighederne fratager ham de rammer, der ellers kan få ham til at leve med sin eksistentielle tomhed.

Om Don Juan

Hvordan er så den anden hovedperson, du skal arbejde med – Don Juan?
Han er en herlig person. Han er en fucking myte. Hvem Don Juan er, er ikke så vigtigt, men det er vigtigt, hvem han bliver for de andre. Stykket handler om forførelse og om en slags livskraft. Og hvad det nu end er, så er denne livskraft ikke levende og reel, før den møder en anden. Vi sidder ikke og ser på en eksistentiel kamp som i Hamlet, men vi ser på noget ur-agtigt, der kun kan opstå i mødet med noget andet.

Forestillingen bliver en aften om øjeblikket, om et menneske, der udelukkende lever for og værdsætter det konsekvensløse øjeblik, som han sætter højere end de mere langsigtede og varige værdier. Det fascinerer mig, hvad det er, der gør, at vi siden tidernes morgen har været så fascinerede af lige nøjagtigt denne figur?

Vi skal lave en fremstilling af en litterær skikkelse – et eventyr, en legende, en myte. Det er en fremstilling af en grundlæggende og iboende kraft, som vi ikke kan være foruden. Denne kraft er lidenskaben til livet, det er noget meget gammelt, dionysisk – en rus. Vi kender alle det, at vi giver os hen en aften og en nat, og selvom vi måske vågner og fortryder, så ved vi godt, at hengivelsen er nødt til at være der. Hvordan kan denne skikkelse inspirere os til at have mere lidenskabelig hengivelse? For mig er Don Juan ikke en dranker eller en stofmisbruger, men han må bestandig overskride sine grænser for at kunne føle sig hel. Vi kan ikke leve hans liv, for han er ikke et menneske, men en litterær konstruktion. Det er ikke altid, man behøver at knuse hjerter for at kunne mærke, hvad denne kraft er. Don Juan vil altid befinde sig på den anden side af grænsen for, hvad der er normalt.

Gennem sin umoralske opførsel afslører han et hykleri. Han er jo en slags antihelt, som på en måde tager masken af de andre og afklæder dem. Det er det, der er det komiske. Når en smart fyr som ham går hen til en fornem kvinde og forfører hende, så sker der en slags fald – hun falder ned fra sin piedestal, fordi hun viser sig at være lige så liderlig, lige så menneskelig, som alle andre. Men faldet er ikke tragisk, for Don Juan viser hende noget, der er smukt. Han viser hende lidenskab. Det, der er så forbandet unikt ved ham, er, at han får alle omkring sig til at føle sig helt specielle, de føler sig set og værdsat. Han er faktisk i stand til at se egenskaber og evner ved dig, som du ikke engang selv var opmærksom på. Han gør det genuint, det er ikke kynisk. François har mistet evnen til at nyde, han har ingen kontakt til denne evne, mens Don Juan derimod er en frisk brise, en storm, der bevæger sig frit og uafhængigt.

Hvorfor skaber vi i vor tid en François og ikke en ny Don Juan, som stammer fra 1600-tallet?
Jeg hader at bruge ord som ”kapitalisme” og ”individualisme”, for jeg synes let, jeg lyder som en præst, der prædiker for menigheden. Men vi er i hvert fald i vor tid blevet ”numb”, som man siger på engelsk, dvs. følelsesløse. Vi konsumerer billeder, vi konsumerer store overskrifter og alt muligt. I valgkampen i USA ser vi jo, hvilken vej det går. Budskaberne bliver stadig enklere, og vi tænker mindre og mindre. Vi bliver mere og mere lukkede mennesker, der forventer at få noget, mens Don Juan repræsenterer det modsatte, nemlig det at give sig hen, som jo er at give noget, give sig selv. Det, som Don Juan gør, kræver jo en åbenhed og en tro på det smukke i livet, i øjeblikket, i det storslåede. Det er måske ikke religiøst, men det er sgu ikke langt fra. Og det er netop troen, religionen, François ikke har mere. Han lever i en degenereret, afstumpet verden.

Kan alle vi desillusionerede François’er genfortrylles og genforføres af Don Juans lidenskabelige livsenergi?
Vi kan nok ikke altid gøre det alene, men det er netop i kraft af mødet med de andre, at vi får i hvert fald muligheden for at udvikle os og blive større. Vi er helt afhængige af at kunne strække os mod andre mennesker og være åbne overfor livsunderet – for nu at turde være patetisk. Don Juan kan forstyrre dig og ødelægge dig, men han kan også få dig til at se noget og sætte noget i gang. Et møde med Don Juan er en krise, en sten på din vej, men det kan sætte en proces i gang, hvor man lærer noget nyt.

Af og til kan utroskab være det eneste, der kan redde et liv. Det er et brutalt tankesæt, men det er den type kraft, Don Juan opererer med, og som kan ændre et menneskelivs retning.

Mere baggrundsmateriale

Interview: Ena Spottag

Ena Spottag har altid vidst, at hun skulle stå på scenen. For hende er skuespillet en måde at holde fast i sin barnlige side. Men det hele startede på Aalborg Teater med nogle aflagte kostumer fra Robin Hood.

Læs interviewet med Ena