Interview med instruktøren bag Don Juan

Vi har talt med instruktør Johannes Holmen Dahl om forestillingen ”Don Juan”. 

Hvad er Don Juan for en skikkelse/figur?
Don Juan er en figur, som de fleste let bliver fascineret af – det er jeg i hvert fald selv. Han overskrider grænser og det bliver meget åbenlyst for os, der oplever forestillingen at rigtig mange af de grænser, der styrer os er kulturelt betingede. Jeg holder meget af at arbejde med tekster, som har det tvist, at de evner at udfordre de konventioner der er i samfundet, og det har Molières komedie i allerhøjeste grad.

Hvem Don Juan er, er ikke så vigtigt, men det er vigtigt, hvem han bliver for andre.

Hvad handler forestillingen ”Don Juan” om?
”Don Juan” handler om forførelse og om livskraft, om ikke at undertrykke sine naturlige lyster og drifter. Den livskraft, som Don Juan er et billede på, er ikke levende og reel, før den møder en anden person. Forestillingen bliver en aften om øjeblikket, om et menneske, der udelukkende lever for og værdsætter det konsekvensløse øjeblik, som han sætter højere end de mere langsigtede og varige værdier og som ikke ligger under for de samfundsmæssige konventioner.
Don Juan-figuren er som en katalysator for de drifter som mennesket helt naturligt har men undertrykker, for gennem sin tilsyneladende umoralske opførsel afslører Don Juan hykleriet hos mennesket.

I hans møde med andre mennesker, tager han ligesom masken af dem og afklæder dem. Det er det, der er det komiske. Når Don Juan går hen til en fornem kvinde og forfører hende, så sker der en slags fald – hun falder ned fra sin piedestal, fordi hun viser sig at være akkurat lige så liderlig, lige så menneskelig, som alle andre. Don Juan kan forstyrre dig og ødelægge dig, men han kan også få dig til at se noget og sætte noget i gang. Et møde med Don Juan er en krise, en sten på din vej, men det sætter også en proces i gang, hvor man lærer noget nyt. Af og til kan utroskab være det eneste, der kan redde et liv. Det er et brutalt tankesæt, men det er den type kraft, Don Juan opererer med, og som kan ændre et menneskelivs retning.

Hvad er det Don Juan repræsenterer?
Med forestillingen fortæller vi historien om en grundlæggende og iboende kraft, som vi, som mennesker ikke kan være foruden. Denne kraft er lidenskaben til livet, det er noget meget gammelt, dionysisk – en rus. Vi kender alle det, at vi giver os hen en aften og en nat, og selvom vi måske vågner og fortryder, så ved vi godt, at hengivelsen er nødt til at være der.

Man kan spørge sig selv hvordan denne skikkelse kan inspirere os til at have mere lidenskabelig hengivelse? Vi kan ikke leve hans liv, for han er ikke et menneske, men en litterær konstruktion – et ikon på de menneskelige drifter. Det er ikke nødvendigt at gøre som Don Juan og knuse hjerter for at kunne mærke denne kraft. Don Juan vil altid befinde sig på den anden side af grænsen for, hvad der er normalt, men figuren Don Juan kan være med til at vi som mennesker får en opvågning og måske tager vores liv op til revision og bryder med de mange konventioner som vi omgiver os med.

Johannes Holmen Dahl

Johannes er årgang 1985 og blev færdig med sin mastergrad i instruktion fra Kunsthøjskolen i Oslo i 2015. Hans lærer var Hans Henriksen, Aalborg Teaters direktør. Men selvom Johannes altså er ny i branchen, har han allerede roste iscenesættelser bag sig fra de største scener i Skandinavien – to opgaver på Dramaten i Stockholm og en på Nationalteatret i Oslo.

På Aalborg Teater instruerede han i efteråret 2016 danmarkspremieren på ‘Underkastelse’.

Mere baggrundsmateriale